Stan Lee var manden bag Spiderman, X-Men, Hulken og en række andre tegneseriehelte. Han døde mandag 95 år.

Den verdenskendte tegneserieskaber Stan Lee er død i en alder af 95 år.

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie TMZ. Mediet citerer Lee's datter.

Stan Lee er manden bag Marvel Comics og har skabt tegneseriesensationer som Spiderman, Hulken, De Fantastiske Fire, Iron Man, Captain America og X-Men.

- Min far elskede alle sine fans. Han var den største og mest anstændige mand, siger datteren J.C. Lee til TMZ.

Den 95-årige Lee havde igennem flere måneder kæmpet med et stadigt dårligere helbred, og tidligt mandag morgen blev han bragt til Cedar's-Sinai Medical Center i Los Angeles, hvor han døde.

Efter nyheden om hans død rapporterer en række medier, at tusindvis af fans er begyndt at bruge hashtagget #Excelsior som en hyldest til Stan Lees berømte signaturudsagn.

Stan Lee's karriere i forlagsbranchen begyndte helt tilbage i 1939, og i løbet af 1950'erne og 1960'erne så flere af verdens mest ikoniske helte og heltinder dagens lys i Marvels tegneseriehæfter.

Kongstanken var, at tegneserier ikke blot skulle henvende sig til børn, men også fortælle historier til et ældre publikum.

Lee's tegneserieunivers har dog også gjort sig godt på det store lærred. Spillefilm med Marvel-helte i fokus har indbragt mere end 110 milliarder kroner i billetsalg på verdensplan.

I 2011 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Og i de film har de fleste biografgængere nok lagt mærke til Stan Lee's karakteristiske smil og mørke solbriller. Han har nemlig gæsteoptrædener i samtlige af Marvels superheltefilm.

Sidste år mistede han sin kone gennem knap 70 år, Joan Lee. I 1947 giftede parret sig, og siden fik de datteren Joan Celia og senere datteren Jan, der døde tre dage efter fødslen.

/ritzau/