Garfield - kattens til forretningstalent: tjener fem-seks mia. om året.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Umiddelbart virker han bare ualmindelig doven og ubehøvlet. Men tag ikke fejl. Bag den fede orange pels gemmer der sig et kattens stort forretningstalent. Med en årsindtægt på fem til seks mia. kr. må Garfield være verdens rigeste kat.

Når der fredag er dansk premiere på filmen om Garfield, er det bare seneste landvinding i Garfield A/S.

Officielt opstod Garfield sidst i 70erne, da tegneren Jim Davis blev inspireret af sin egen lede kat til tegneserien.

Sandheden er, at Garfield havde været undervejs i et par år.

»Garfield opstod ud fra visionen om at skabe en god, salgbar karakter. Helst et dyr. Nuser er enormt populær som licentieret varemærke. Ingen bruger Søren Bruun,« som Jim Davis sagde til Washington Post i 1982.

Ubekymrede monotoni
Davis havde bemærket, at Nuser var meget populær blandt USAs hundeejere. Der manglede en kat til de 15 mio. katteejere. Davis gik efter at kopiere den ubekymrede monotoni fra Radisernes bedste år.

»Efter 50 år ligger Nuser stadig på det der hundehus, og bliver nærmest yngre. Det siger mig, at der er ting i livet, man altid kan regne med,« sagde Davis sidste år i Chicago Sun-Times.

I interviewet med Washington Post indrømmede Davis, at han »kun« brugte 13 til 14 timer om ugen på at tegne Garfield, mens han brugte 60 timer om ugen på pr og arbejdet med at sælge Garfield-logoet, f.eks. til kattemad.

Købmanden er æret
Det er sigende, at Jim Davis er introduceret i USAs Licensing Merchandiser's Hall of Fame, men aldrig i International Museum of Cartoon Art's Hall of Fame. Købmanden er æret, ikke kunstneren.

I 1994 solgte Davis sit Paws Inc. for 100-130 mio. kr., men han arbejder stadig i firmaet. I dag bruger han næsten al sin tid og indiskutable forretningstalent på at tjene penge. I den mere kuriøse afdeling er det lykkedes at sælge den fede, sarkastiske kat som logo for en pizzakæde i Kuala Lumpur - og til den kinesiske stat. Garfield pryder et eksorbitant antal tusinde kinesiske skoleelevers engelskbøger.

Filmen om Garfield har været ventet længe. Jim Davis forklarer det med, at der har manglet den rette filmteknik. Først »Monsters Inc.« overbeviste ham om, at tegneserien kunne filmatiseres på en måde, der yder Haralds kat fuld retfærdighed.

Davis selv har angiveligt ingen økonomisk andel i den nye film. Det går nok endda. Han har stadig aktier i Paws. Garfield trykkes i næsten 2.600 aviser (bl.a. B.T.) i 111 lande verden over. Læses ifølge forlaget af 260 mio. mennesker. Det betyder, at fire pct. af verdens befolkning dagligt læser Garfield. Katten indtjener mellem fem og seks mia. om året.

Det er meget godt gået af en doven kat, der egentlig helst bare vil tilbringe dagen med at æde lasagne.