Hjernesange«. Det hedder en ny cd, som udkom i går - og titlen skal tages helt bogstavligt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Sangene handler nemlig om de ufatteligt mange ting, der foregår inde under det menneskelige kranie og som man måske allerede har gættet, så er de lyriske hymner - med titler som »Den sidste Neandertalers sang« og »Krybdyrhjernens mørke magt« - skrevet af lægen og hjerneforskeren Peter Lund Madsen, bedre kendt som HjerneMadsen.

Madsen har allieret sig med sin ven gennem ti år, orkesterleder Henrik Balling fra Gangway, som har skrevet musikken til sangene.

Og faktisk er projektet langt mere end »bare« en cd - hvor gode folk som sangerne Bjørn Fjæstad og Mark Linn har lagt vokaler til.

Det er også et foredrag og en hjernesang-koncert, der kan købes som en samlet underholdningspakke eller forestilling. »Vi har både optrådt til det psykiatriske selskabs kongres og for en flok automobilforhandlere. Så det er mange forskellige folk, der kan få noget ud af det her,« fortalte Peter Lund Madsen i går på Zoologisk Museum i København, hvor både cd'en og dele af Madsen-foredraget blev præsenteret.

Mens Henrik Balling rodede sig ud i en lang historie om, hvordan HjerneMadsens doktorfest for flere år siden nok var den bedste doktorfest, han nogensinde har været til. Måske. I hvert fald en af de bedste.

For at udgive en CD og optræde, er man næsten også nødt til at have et orkester. Og det har Balling stablet på benene. Med guitarist, bas, trommer og snart også et opretstående klaver. Bandet kalder sig for Verdens Farligste Dyr. For at tage en anelse pis på de flestes forestilling om, at mennesket skulle være verdens farligste dyr.

»Men det passer overhovedet ikke. Den blågrønne alge er langt farligere, og hvis mennesket uddøde i morgen, så vil vi ingen spor have sat os på verden om 1.000 år,« siger HjerneMadsen.

Også på scenen

Har man lyst til at lade sig underholde med viden om menneskehjernen - hvilket ifølge HjerneMadsen løfter sindet og gør glad - så er der premiere på forestillingen »Har vi mennesker noget at være stolte af?« i Pumpehuset 15. november.

Og hvem ville ikke føle sig lettet over at blive musikalsk underholdt, samtidig med at man får svar på væsentlige spørgsmål som hvorvidt fremtiden kan udsættes eller hvordan man underholder en gris? Mere på hjemmeside www.hjernesange.dk