Den japanske kvinde Nabi Tajima havde været indlagt siden januar. Hun menes at have over 160 efterkommere.

Tokyo. Verdens ældste person, en 117-årig japansk kvinde, er død.

Nabi Tajima døde på et hospital i byen Kikai i det sydlige Japan lørdag eftermiddag.

Det bekræfter myndigheder i byen ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Nabi Tajima havde været indlagt på hospitalet siden januar.

Hun blev født den 4. august 1900.

Hun havde efter sigende flere end 160 efterkommere, herunder tiptipoldebørn, skriver nyhedsbureauet AP.

Det er syv måneder siden, at Nabi Tajima blev verdens ældste person. Det skete, da Violet Brown døde i Jamaica i september sidste år også i en alder af 117 år.

/ritzau/