Plasmaskærme, LCD og bredformat. Der er sket meget på TV-fronten siden fjernsynets start, der beskrives så levende i succes-serien Krøniken. B&O er den eneste overlevende danske radio/TV- fabrik.

Bella-direktør Kaj Holger Nielsen i succes-serien Krøniken troede ikke en pind på TV og dets fremtid. Det ved vi alle fra TV-serien. Og det gjorde den ene af Bang & Olufsens stiftere, Svend Olufsen, fra virkelighedens verden heller ikke.

Derfor er det vel egentlig fantastisk at tænke sig, hvad der er sket på TV-fronten siden de første år i Krøniken.

Var det f.eks. noget med et nyt TV til den nette sum af 152.000 kr.?

Det lyder lidt dyrt, synes du måske. Men der er ikke desto mindre op imod 700 danskere, som har anskaffet sig dette eksklusive apparat - et af B&Os bud på fremtiden.

Der er tale om et 42 tommers plasma-TV. Det nye er, at det ikke har billedrør - den slags er ved at være yt, hvis man skal være med på den mere eksklusive trend. På verdensplan er B&Os fremtids-TV solgt i 8.000 eksemplarer.

Lige nu stiger aktierne hos B&O, der er den eneste af de overlevende danske radio- og TV-fabrikker ud af de 23, som skød frem, da TV-tiden begyndte i Danmark.

I slutningen af 80erne var eventyret på B&O ved at få en sørgelig slutning, men skuden er vendt, og i dag er der 2.700 ansatte på fabrikken i Struer og i datterselskaberne i 15 lande.

»At lave det nye plasma-TV er så dyrt, at vi ikke producerer på lager, men bestiller skærmene i Japan, efterhånden som ordrerne kommer ind,« siger kommunikationskonsulent Ronny Kaas Mortensen, B&O.

Et andet bud på fremtidens TV er det såkaldte LCD-TV, som B&O leverer for 30.000 kr. - det såkaldte BeoVision 6 med en skærm på 22 tommer.

I LCD-TV bruges samme grundteknologi som i IT-verdenen, nemlig de flydende krystaller. Dette TV kan fås helt ned til omkring 4.000 kr., men i B&Os udgave, som blev lanceret for et halvt års tid siden, bruges hele den viden om, hvordan man ser TV og opfatter billedet, som virksomheden har.

»Det er en skrøne, at når man køber et B&O-TV, så er det bare designet, man betaler for. Det holder overhovedet ikke. Vi satser på den højeste kvalitet overhovedet, og vore fjernsyn skal bygges på enkelhed og medmenneskelighed. Folk ved godt, hvad de betaler for, og når vi f.eks. har en markedsandel på 17 pct. i Danmark, så er der mange af de store koncerner, som nærmest kan få tårer i øjnene over sådan en trofasthed over for vore produkter. Vi har alene 350 mennesker ansat til at udvikle vore varer,« siger Ronny Kaas Mortensen.

Det ser ud til, at LCD-TV, som heller ikke har billedrør, har de bedste muligheder i fremtiden, vurderer han.

B&O har én pct. af TV-markedet i Europa, og Danmarks eneste tilbageværende radio- og TV-fabrik har klaret sig ved at opbygge et særdeles eksklusivt image.

Fabrikken har f.eks. en højesteretsdom for, at der ikke må sælges B&O i Bilka, og det er ikke en hvilken som helst TV-butik, som kan sælge B&O, fordi man vil kunne udstille sin eksklusive produkter på en bestemt måde. B&O sætter en ære i at slå fast, at der ikke er tale om en massevare. Et nyt TV kan i dag købes for mindre end 2.000 kr., men B&Os billigste TV koster 12.500: et 21 tommers BeoVision MX 4200.

TV-udviklingen har oplevet et tigerspring siden Bella-tiden i Krøniken, og der kommer til at ske meget endnu.

Digitaliseringen vil få stor betydning i de kommende 10-15 år. Allerede i 2002 solgtes op imod 200.000 TV-apparater med skærm i bredformat i Danmark, og det bliver endnu mere dominerende i fremtiden.

I dag findes trykfølsomme skærme, som har afløst de nuværende fjernbetjeninger. Man kan forestille sig intelligente huse, hvor TV kobles ikke alene sammen med IT, men også med f.eks. tyverialarmer, el-komfurer, lyssætning og temperatur-styring, og der vil komme masser af skærmstørrelser rundt om i såkaldte »intelligente« huse.

Kaj Holger Nielsen i Krøniken havde svært ved at forstå, hvad der ville ske rent TV-mæssigt dengang, og også i vore dage kan det være svært at forestille sig udviklingen i løbet af de næste 20-30 år.

erla@bt.dk