Det kimer snart til julefest.
Med under to måneder til december kan tv-kanalerne nu afsløre, hvilke julekalendere der stryger over skærmen i år.
TV 2 har produceret den helt nye julekalender "Valdes jul - vintermiraklet", som er en fortsættelse af universet i "Valdes jul - skovens vogter", som blev sendt i december 2023.
Der er dog nye skuespillere i to af rollerne i "Valdes jul - vintermiraklet". Julie Agnete Vang skulle føde sit og manden Thomas Voss' andet barn midt i optagelserne og er derfor blevet afløst af Amalie Dollerup i rollen som Valdes mor.
Også rollen som Valdes lillesøster, Rita, har været genstand for en udskiftning. Her er Lia Balestero gået ind i rollen i stedet for hende, der i første sæson spillede Rita.
Om eftermiddagen er der gensyn med "Jesus og Josefine" fra 2003 på TV 2.
Martin Brygmann medvirker i julekalenderen, ligesom at han har lavet titelsangen dertil.
Sidste sommer oplyste den kendte entertainer i et længere opslag på det sociale medie Facebook, at han blandt andre var i centrum i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".
Til Ekstra Bladet har TV 2 oplyst, at tv-stationen altid foretager en vurdering, inden de genudsender indhold.
- Vi mener godt, at vi i år kan genudsende "Jesus og Josefine", som Martin Brygmann har en rolle i - ligesom vi også i fremtiden vil kunne genudsende "Jul i Valhal", har TV 2 skrevet til avisen.
På TV 2 Charlie sendes der traditionen tro De Nattergales "The Julekalender ", som centrerer sig om nisserne Fritz, Hansi og Günther, kartoffelavleren Oluf Sand, hustruen Gertrud og nissehaderen, den såkaldte "nåsåer", Benny.
På TV 2's streamingtjeneste, Play, er der gensyn med den fjerde og sidste julekalender med Pyrus i "Pyrus i alletiders eventyr".
Hos konkurrenterne på DR genudsendes public service-stationens julekalender fra 2018, "Theo & Den magiske talisman", som handler om drengen Theo, der rejser til Thannanaya i forsøget på at forhindre sin morfar i at dø.
Morfaren spilles af Bjarne Henriksen, som blandt andre har selskab af sin kollega fra "Badehotellet" Jens Jacob Tychsen samt af andre rutinerede navne som Nicolas Bro og Benedikte Hansen.
Blandt de unge skuespillere på rollelisten ses blandt andre Safina Coster-Waldau, der er datter af den danske Game of Thrones-stjerne Nikolaj Coster-Waldau.
/ritzau/