Det er ikke altid let at få influencere i tale og forholde dem til det indhold, de laver på sociale medier.
Det kan podcastvært, Svala Sigfusardottir, på podcasten 'Vågn lidt op!' nikke genkendende til, da hendes influencerkritiske podcast lukker og slukker - alene af samme grund.
»Grunden til, at jeg lukker podcasten, er, at det ikke giver mening for mig at blive ved med at bruge så mange ressourcer på noget, som giver tæt på nul output,« lyder det fra podcastværten til B.T.
»Podcasten har jo ellers tilbudt influencerne et længere format at stille op i, hvor der var plads til nuancer og nysgerrighed. Jeg håbede meget på at kunne modbevise den fortælling, der er om, at de er rædselsslagne for kritik og derfor undgår pressen. Derfor keder det mig rigtig meget, at jeg nu står tilbage og bare kan bekræfte det.«
Hver uge tog Svala Sigfusardottir relevante emner op til diskussion, såsom sociale medier, influencere og den magt, som en stor følgerskare kan give, sammen med en række forskellige gæster i programmet.

Formålet med programmet var netop at give influencerne muligheden for at stille op i et længere format, hvor de selv kunne fortælle eller forholde sig til relevante emner.
Men sådan skulle det ikke gå, da de fleste influencere aldrig vendte tilbage på Svala Sigfusardottirs forespørgsler.
'Det er pinligt for dem'
Frustrationen over, at ingen af de adspurgte personer var vendt tilbage, medførte, at Svala Sigfusardottir tilbage i juni lavede et opråb på sin Instagram-profil. 
I videoen nævnte hun alle de influencere, som hun havde forsøgt at komme i kontakt med, gennem sin tid som vært på programmet.
»Influencerne tror, de ikke har brug for de traditionelle medier for at holde deres forretning kørende, men selvfølgelig har de det. Det er enormt pinligt for deres brand, at de ikke vil forholde sig til kritik og i stedet lukker ned. Det er derfor, mange ikke tager dem alvorligt. Det håber jeg, de indser,« afslutter Svala Sigfusardottir.
Første dag i november kunne den influencerkritiske podcast sende sit sidste afsnit.

En situation som podcastchef hos Radio IIII, Jakob Sloma Damsholt, kalder 'ærgerlig'.
»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Vi startede programmet for at sætte kritisk lys på influencere, og Svala har gjort det rigtigt godt. Men det har virkelig været op ad bakke at få influencere til at være med,« lyder det fra podcastchefen.
»Hvis man lukker af for kritik og lukker ned, ender man med at blive selvfed og ude af trit med virkeligheden,« siger han afslutningsvis.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra en række store danske influencere om, hvorfor de fravælger medierne. Ingen af dem er vendt tilbage på henvendelsen.
