Har du også bemærket det? Når regningen skal betales efter et cafébesøg eller et par øl, hvor det pludselige akavede øjeblik opstår, og du enten skal takke nej til drikkepenge eller selv indtaste et beløb?
Så er du ikke den eneste, der er træt af 'tiggeriet'.
'Drikkepenge var engang en tak for god service, hvornår er det noget, vi bliver presset til overalt?'
Sådan skriver den dansk/tyrkiske kok Umut Sakarya, der mandag raser mod den nuværende drikkepengekultur i et opslag på Facebook.
Ifølge den populære kok skal den nuværende tendens til at spørge om drikkepenge efterlades i 2025.
'Fremadrettet giver jeg konsekvent ikke drikkepenge til de steder, som tigger om drikkepenge, og jeg synes, du skal gøre det samme,' skriver han videre i opslaget.
Her fortæller den tidligere medejer af Guldkroen videre, at han efter en rejse til fem europæiske storbyer måtte erkende, at drikkepengekulturen var stukket af.

Særligt én oplevelse i den ungarske hovedstad, Budapest, skiller sig ud.
For under en rejse til byen stod der de fleste spisesteder, at der ville blive lagt et servicegebyr oveni regningen på 20 procent, men galskaben stoppede tilsyneladende ikke her.
'Jeg har oplevet et utal af gange alligevel at blive spurgt, om jeg vil give drikkepenge oveni de 20 procent. Det er så skørt, at jeg næsten ikke tror mine egne øjne,' lyder det fra Umut Sakarya.
Afslutningsvis i raseriet kommer han med en opfordring til alle, hvor han anbefaler, at man ikke skal give drikkepenge medmindre, at man selv føler for det.
'De penge du lægger oven i regningen kommer ikke nødvendigvis i lommen på den person, du forestiller dig. Drikkepenge bliver fordelt forskelligt fra sted til sted. Vi behøver ikke bakke op om en praksis, der er blevet presset ned over hovedet på os.'
B.T. forsøger at få en kommentar fra Umut Sakarya
