Alma Ekehed Thomsen, som er datter af skuespiller Ulrich Thomsen, har en rolle i tv-serien "Forhøret".

De seneste år har en række danske skuespillere set deres børn debutere på film og tv.

Unge skuespillerbørn som Safina Coster-Waldau og Gerda Lie Kaas har valgt at træde i deres forældre fodspor, og nu får skuespiller Ulrich Th omsen også glæden af at se sin datter på skærmen.

Til november debuterer 20-årige Alma Ekehed Thomsen nemlig i den stjernespækkede danske tv-serie "Forhøret".

Her spiller hun sammen med sin far, Ulrich Thomsen, som har hovedrollen som efterforskeren Bjørn, der efter sin datters død dykker ned i Københavns underverden i jagten på sin datters morder.

Forslået, rasende og sorgfuld begynder Bjørn at kortlægge det sidste døgn i datterens liv.

Foruden Ulrich Thomsen og Alma Ekehed Thomsen er Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm, Søren Malling, Lars Ranthe, Lars Mikkelsen, David Dencik, Clara Rosager og Katrine Greis-Rosenthal på rollelisten.

Serien er skabt og instrueret af Christoffer Boe, som har skrevet manuskriptet i samarbejde med Jakob Weis.

Christoffer Boe er blandt andet kendt for at have instrueret TV2-serien "Kriger" og Afdeling Q-filmen "Journal 64".

"Forhøret" får premiere på Viaplay 15. november.

Se en teaser for serien her: https://www.youtube.com/watch?v=-R_AmLYkvms

/ritzau/