Det er 53 år siden, at han gjorde det første gang. Trak i dameklæder.

»Jeg var den første, der overhovedet begyndte på det,« siger han da også, næsten stolt. 79-årige Ulf Pilgaard.

Men det er selvfølgelig ikke en hvilken som helst dames klæder, vi taler om.

For Ulf Pilgaards parodier på dronning Margrethe er siden blevet nærmest ikoniske og et fast element i den årlige Cirkusrevy, som den populære skuespiller tager sidste tur i manegen med denne sommer.

Dermed bliver det sandsynligvis også sidste gang, at han trækker i Dronningens klæder.

»Ja, det bliver det jo nok. Man bliver jo ikke yngre. Det er fint at stoppe, mens legen er god,« siger han om sit farvel. Til begge dele.

Ulf Pilgaard var en helt ung og grøn skuespiller, da han i 1966 blev hyret af Preben Kaas til ABC Revyen, og allerede året efter gik han på scenen første gang forklædt som dronning Margrethe.

»Der var hun stadig kun kronprinsesse, og da hun blev forlovet med Henrik året efter, blev det til åbningsnummeret i revyen.«

»Det mest iøjnefaldende ved hende var simpelthen, at hun var sådan en høj dame. Og grunden til, at det blev mig, der parodierede hende, var, at jeg var den eneste, der var høj nok,« fortæller Ulf Pilgaard om dét, der blev startskuddet til de ikoniske parodier.

»Så hver eneste gang, der skulle laves noget om Dronningen, var det åbenlyst, at det skulle være mig.«

Og sådan har det været siden.

Men selvom Ulf Pilgaard i gamle dage jævnligt modtog hadefulde breve, var parodierne dengang som nu altid kærligt ment.

At parodiere Margrethe er blevet Ulf Pilgaards glansnummer i den årlige Cirkusrevy..
At parodiere Margrethe er blevet Ulf Pilgaards glansnummer i den årlige Cirkusrevy.. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Man kan kun have respekt for den måde, hun løser sine opgaver på, og så ville det da være fuldstændig idiotisk at komme med et udfald mod damen.«

»Havde hun nu været et fjols, havde parodierne haft en helt anden karakter. Men hun løser alting fremragende efter min mening, så man ville stå tilbage som idioten selv, hvis man prøvede at hænge hende ud,« siger Ulf Pilgaard.

Respekten for Dronningen har da også altid været så stor, at holdet bag Cirkusrevyen eksempelvis for to år siden, hvor prins Henrik døde, helt droppede årets Margrethe-parodi.

»Der valgte vi at frede hende. Det var helt åbenlyst, at det skulle der ikke røres ved.«

Selv om Ulf Pilgaard et utal af gange har brilleret på scenen som dronning Margrethe, har Dronningen aldrig set ham optræde iført Margrethe-klæderne. I hvert fald ikke live.

»Men hun har da afsløret, at hun selvfølgelig har set det på skærmen,« fortæller Ulf Pilgaard, som har mødt regenten adskillige gange. Uden at få en røffel af hende for sin parodier.

»Jeg blev Ridder af Dannebrog i 2007 og var inde og sige tak. Og jeg har da også danset lancier med Dronningen til et af hendes hofballer.«

»Så jeg vil mene, at hvis hun virkelig havde været stødt over det, så havde hun formentlig ikke ligefrem udnævnt mig til Ridder af Dannebrog.«