Forældrene væmmes og børnene jubler. Det mest ulækre legetøj hitter under juletræet i USA.

Som forældre gør vi vores bedste for at holde ungerne fra det allermest ulækre:

'Lad være med at lege med den bussemand', 'du må ikke stikke fingrene i den hundehømhøm' og 'vask hænderne, når du har rørt toiletbrædtet'.

Men nu vender legetøjsindustrien i USA det hele på hovedet. Og jo mere ulækkert, det nye legetøj eller de nye brætspil er, des mere hitter de under juletræet.

Ja, det er en bæ, 'Flushin' Frenzy'
Ja, det er en bæ, 'Flushin' Frenzy' Foto: PR
Vis mere

Julesæsonens top-sælger er således spillet 'Flushin' Frenzy', der i al sin enkelthed går ud at trække i tolitetsnoren og så gribe bæen, når den lystigt hopper ud af det lille legetøjskumme.

Tilsvarende bæ-fikseret og enkel er 'Doggie Doo', hvor hver spiller putter plastikmad ind i munden på hunden, drejer på et håndtag og så indkasserer et 'pruttebevis', hvis plastik-hundelorten dropper ud på bordet.

Og sidste hit i bæ-afdelingen 'Don't step on it' kommer fra ingen ringere end legetøj-giganten Hasbro. Her formes bæen ud af skridtsikkert modellervoks. Og med bind for øjnene går det så ud på ikke at træde i hundehømhømmen.

Doggie Doo
Doggie Doo Foto: PR
Vis mere

»Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor det hele i år er gået op i bæ og bumser. Men det er helt sikkert, at børnene elsker det, især de helt små,« siger Jackie Breyer, der er chefredaktør på tidsskriftet 'The Toy Insider'.

»Sidste år hittede spillet 'Pie face', hvor taberne endte med at få en slags flødeskum i ansigtet. Jeg tror, at det overskred nogle grænser. Og det har måske banet vejen for alt det upassende og ulækre,« siger Jackie Breyer.

Og ulækkert er det i den grad også i spillet 'Pimple Pete' - Bumse Pete.

'Pimple Pete'
'Pimple Pete' Foto: PR
Vis mere

Her gælder det om at trykke så mange af Petes ulækre bumser ud uden at trykke den værste af dem alle, 'MEGA-bumsen', hvor man bliver søbet ind i bumsejuice...

Blandt julens andre legetøj-hit er 'Snot it', hvor hver spiller er iført snot-dryppende briller, og vinderen er den, der indsamler flest bussemænd, 'What's That Smell', hvor det drejer sig om at identificere ulækre lugte fra spillekort (ost, prut, hestestald, tisseble, osv.) og endelig 'Gross smashers', hvor man smadrer øjenæbler fyldt med slim og små gyserfigurer.

Glædelig jul.