Når familier til december samles foran skærmen for at følge med i årets julekalender på TV 2, "Valdes jul – vintermiraklet", er det med nye skuespillere på rollelisten.
Den nye julekalender er en fortsættelse af tv-kanalens julekalender fra 2023, "Valdes jul - skovens vogter". Men ikke alle karaktererne er besatte af de samme skuespillere.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.
Amalie Dollerup, som blandt andet er kendt fra TV 2-serien "Badehotellet", er på grund af lykkelige omstændigheder hos skuespiller Julie Agnete Vang at finde på rollelisten som Valdes mor.
- Julie Agnete Vang skulle føde midt i optageperioden. Derfor var det ikke muligt for hende at være med, og vi er meget glade for, at Amalie Dollerup har sagt ja til at overtage rollen, skriver producer Tomas Hostrup-Larsen fra Cosmo Film i et skriftligt svar til Ritzau.
Også rollen som Valdes lillesøster, Rita, har været genstand for en udskiftning. Her er Lia Balestero gået ind i rollen i stedet for barneskuespilleren, der i første sæson spillede Rita.
- Det sker indimellem, at skuespillere skifter fra én sæson til en anden, og vi er rigtig glade for, at Lia har overtaget rollen og er blevet en del af holdet, og vi håber, at seerne vil tage godt imod hende, skriver producer Tomas Hostrup-Larsen til Ritzau.
I slutningen af januar 2024 afslørede DR, at forældrene til barneskuespilleren, der i første sæson spillede lillesøsteren Rita, havde politianmeldt producenten bag TV 2-julekalenderens første sæson, Cosmo Film, for arbejdsdage, der var længere end det tilladte for den på det tidspunkt niårige skuespiller.
Når et barn er under 13 år, er det Politiets Administrative Center, der på baggrund af ansøgninger fra producenter i det enkelte tilfælde beslutter, hvor meget et barn må arbejde.
Derefter udsteder politiet en arbejdstilladelse.
Til mediet B.T. forklarer Tomas Hostrup-Larsen, at det ikke er grundet sagen om de for lange arbejdsdage og den efterfølgende politianmeldelse, der er skyld i udskiftningen.
- Vi tager altid børns trivsel meget alvorligt. Rollen blev nybesat af andre årsager, og vi ønsker kun det bedste for de børn, der har været en del af vores produktioner, siger han til B.T.
1. januar 2025 trådte nye retningslinjer i kraft, der skal sikre, at det er trygt for børn og unge at medvirke i film- og tv-produktioner. Retningslinjer, som DR, TV 2, Producentforeningen, Det Danske Filminstitut, Dansk Skuespillerforbund og Danske Filminstruktører sammen står bag.
- Vi har været med til at udarbejde de nye retningslinjer og lever op til disse, til trods for at kontrakterne blev indgået tidligere. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for børnene og har arbejdet systematisk med at styrke rammerne for børn og unge på optagelserne, skriver Tomas Hostrup-Larsen til Ritzau og uddyber:
- Blandt andet har vi indført samarbejdsaftaler med forældre. Derudover har vi været med til at udvikle fælles retningslinjer for branchen, som skaber større klarhed og tryghed for alle.
/ritzau/