I weekenden hylder København sin gågade Strøget, som er verdens første gågade. 50 års jubilaren har dog ikke altid været lige populær.

Selvom nogle københavnerne gør, hvad de kan for at undslippe verdens længste turistfælde, er de fleste nok alligevel enige om, at København ikke ville være København uden. Derfor er der også tale om lidt af en byfest, når Strøget i København holder sin 50 års fødselsdagsfest i weekenden.

Beslutningen om at forvandle en trafikeret vej til alle københavnernes gågade vil sent blive glemt.

Men fødslen af Strøget var imidlertid ikke så nem, som man skulle tro. Beslutningen om at gøre flere sammenhængende gader fri for biler mødte modstand i 1962. Faktisk blev daværende, konservative byplanborgmester Alfred Wassard mødt med dødstrusler op til indvielsesdagen i november.

- Politiet havde stillet nogle diskrete livvagter i cottoncoat og blød hat op lige ved talerstolen og lige klos op ad min far, siger borgmesterens søn, Erik Wassard, der har valgt at fortælle historien til Københavns Stadsarkiv i anledningen af jubilæumsåret.

Bølgerne gik højt forud for Strøgets åbning. Flere bilister var utilfredse over, at de ikke længere kunne køre på Strøget, som også før 1962 var en livlig handelsgade, kendt som Routen. De trykkede hornet i bund i protest på indvielsesdagen.

Modstanden kom også fra butikker i den østlige ende af Strøget mellem Kgs. Nytorv og Gammeltorv, som 50 år senere fortsat er den fashionable del af Strøget med butikker som Prada, Louis Vuitton og Chanel. De fine forretningsdrivende havde svært ved at vænne sig til tanken om, at man nu hang sammen med den mindre fine og lystige ende i vest, Frederiksberggade, som blev anset for at høre sammen med indre Vesterbros forlystelsesliv, barer og biografer.

Med tiden blev det imidlertid sværere og sværere for modstanderne at opretholde hadet til gågaden. Det var svært at argumentere mod de mange kunder, der myldrede ind i butikkerne i de bilfri gader.

Siden da har Strøget ikke set sig tilbage. Fem årtier med menneskemylder, gøgleri, gademusik og ikke mindst plattenslageri har siden været en del af den turistfælde, som Strøget også er blevet på grund af sin status som verdens første og længste af sin art.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at Strøgets 50 års fødselsdag, som holdes et par måneder før tid, bliver lidt af et virvar af fornøjeligheder.

Lørdag formiddag skal 1,1 kilometer kringle fortæres, så der kan blive plads til søndagens parader fra, som tæller alt fra Den Kongelige Livgarde til Gay Parade og Art Parade.

Fødselaren bliver i den grad fejret. Fra den lystige til den fine ende. Fra Rådhuspladsen til Nyhavn.