Der er ikke sat navn på hvem, der skal vikariere for Sofie Linde, og hvor længe, siger TV2 til Ekstra Bladet.

Midt under optagelserne til årets Zulu Comedy Galla, som løb af stablen i Operaen i København onsdag aften, trak showets værtinde, Sofie Linde, sin kjole op og fremviste en spirende babybule, som gemmer på endnu en lille pige.

- Jeg har gjort en masse ud af det. Jeg har købt ny fin kjole. Jeg har købt hus. Jeg har lavet en baby. Arh, okay, er det ikke lidt meget at gøre ud af det? Men jeg HAR lavet en baby! Jeg er gravid. Jeg er supergravid!, lød det fra scenen til hujende begejstring for publikum.

Graviditeten kommer i karambolage med den kommende sæson af "X Factor", så TV2 er ved at planlægge, hvordan det rent lavpraktisk skal løses.

Det fortæller tv-stationen til Ekstra Bladet.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvad der skal ske. Men vi kommer til at sætte en afløser på, når Sofie ikke kan være der, siger programredaktør Lotte Lindegaard til avisen.

Der er endnu ikke sat navn på hvem, der skal vikariere for Sofie Linde, og hvor længe.

- Vi er helt afslappede omkring den nyhed. Det er dejligt, når der fødes børn, og om det så lige rammer sammen med "X Factor", er jo ikke noget, man er herre over, tilføjer Lotte Lindegaard til Ekstra Bladet.

Da Sofie Linde ventede sit første barn, datteren Trine, tilbage i 2018, trådte hendes celebre mand, DR-vært Joakim Ingversen, til som vikar under de to første liveshows.

Dengang blev "X Factor" sendt på netop DR, hvor de begge var ansat, men efterfølgende har TV2 overtaget formatet - og beholdt Sofie Linde som vært.

/ritzau/