Naturvidenskab formidlet i børnehøjde bliver en del af omdrejningspunktet i den kommende julekalender.

"Nu' det jul igen, og nu' det jul igen".

Sådan lyder den gamle juleklassiker, og hos TV2 er man allerede i julestemning.

TV2 kan nemlig afsløre næste års julekalender, som bliver en fortælling i naturvidenskabens navn i 24 afsnit.

Julekalenderen tager afsæt i, at det i 2022 er præcis 100 år siden, at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik for sine undersøgelsen af atomernes struktur og den stråling, der udgår fra dem.

Derfor har Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet taget initiativ til at gøre 2022 til et nationalt videnskabsår, samt at fejringen af jubilæet i 2022 skal skydes i gang med en julekalender allerede i december 2021.

Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

- Det er et utroligt spændende og unikt samarbejde, som vi er meget glade for at være med i, siger TV2's fiktionschef, Katrine Vogelsang, til tv2.dk og fortsætter:

- På TV2 har vi en stærk tradition for at lave julekalendere, der ikke kun samler familierne, men også fortæller historier, der engagerer. Med dette samarbejde kan vi både vise en skøn julekalender og være med til at sætte fokus på naturvidenskaben sammen med stærke partnere. Det er public service i sin fineste form, lyder det fra fiktionschefen.

Også institutlederen ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, professor Jan W. Thomsen, er begejstret for formidlingen af naturvidenskab i børnehøjde.

- Selv om naturvidenskaben er en naturlig del af vores hverdag, har de fleste børn, unge og voksne til gode at opdage, hvor stor en indflydelse naturvidenskaben rent faktisk har på vores daglige liv, forklarer professor Jan W. Thomsen til tv2.dk.

Julekalenderen skal udvikles i et samarbejde mellem netop TV2 og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet samt Nordisk Film Production.

/ritzau/