Tv-værten og forfatteren Martin Krasnik afslører detaljer fra sin private kamp i ny bog

Hver morgen gik Martin Krasnik i en bue skråt forbi kioskmanden ved stationen, da han arbejdede som korrespondent i Jerusalem. På den måde undgik han at se, at manden bag ved avisbunkerne kun havde en arm. Krasniks egen arm var bundet ind helt op til skulderen. Neden under var den rød og forbrændt.

Den tidligere tv-vært var 24 år gammel, da han fik jobbet i Israel. Drømmejobbet. Det eneste, han altid havde været sikker på, han gerne ville lave.

Læs mere nedenfor

Armen skåret af
Men to måneder inden sin afrejse, faldt der en bombe i hans liv. En svulst i hans håndled viste sig at være en så agressiv kræfttype, at den første læges vurdering var 'amputation'.

- Skal jeg have skåret hånden af?, spurgte Martin.

- Nej, det er længere oppe. Ved skulderen, svarede lægen.

- I de første dage var det selvfølgelig en katastrofe. Det værste, jeg kunne forestille mig. Men efter nogle dage virkede det ikke som det værste. Alternativet var alligevel værre, siger Martin Krasnik, som afslører sin sygdomshistorie i sin nye bog 'Min amerikanske drøm'. Her kommer han tæt på en række af Amerikas største forfattere. Men også tæt på sit eget liv. Som han selv siger:

Uhøfligt ikke at give lidt
- Jeg bad folk tale om liv, død, kærlighed og skilsmisse. Så ville det nærmest være uhøfligt, hvis jeg ikke også gav lidt.

Martin Krasnik fortæller derfor om den grå tåge i de fire uger i 1995, hvor han gik uden at vide, om han skulle have amputeret armen. Til sidst besluttede lægerne at lade armen sidde for i stedet at give ham stråler.

Krasniks hud blev forbrændt og faldt af flere gange i løbet af de fem uger, han dagligt kom i kælderen under Rigshospitalet, hvor de store strålemaskiner står. Men så snart den sidste behandling var overstået, rejste han til Jerusalem og begyndte at skrive. Fuldt opsat på at glemme alt om kræften, kastede han sig ud i sit nye liv.

Kræftpatienter ævler
Det var hans reaktion på den dødelige sygdom. En reaktion, man sjældent hører om i de velmenende håndbøger til kræftpatienter.

- Kræftpatienter og psykologer ævler og bævler altid om, at man bliver mere livsglad og lærer at fokusere på det vigtige, når man har haft kræft. Det er noget bullshit. Alle mennesker reagerer med det temperament, de har. Jeg reagerede med min rastløshed, siger Martin Krasnik, som i årene efter boede i både Jerusalem og London, hvor han knoklede, festede, skiftede kærester ud og sørgede for at sidde alene så lidt som muligt.

Kunne ikke være alene
- Min rastløshed overtog bare styringen. Det blev mere og mere heftigt. Jeg var hele tiden på vej et nyt sted hen. Til sidst kunne jeg ikke sidde stille og være alene. Hvis jeg gjorde, ville den her sygdom indhente mig. På mange måder var det et intenst, spændende og sjovt liv. Men rastløsheden betød også, at jeg aldrig nogen sinde dvælede ved det faktum, at jeg havde været ved at dø. Det var rigtig, rigtig usundt, og det indhentede mig til sidst, erkender Martin Krasnik.

Selv siger han, at han ikke havde taget sig selv og sin sygdom alvorligt, og derfor blev han flere år efter ramt af en depression. En lidelse, som også sad i ham, mens alle vi andre oplevede ham som den engagerede vært med de store armbevægelser på DR2s Deadline for tre år siden.

Depressiv og professionel
- Jeg kunne gå på TV og give den for fuld hammer, selv om jeg var midt i de dage, hvor jeg var totalt nede. De fleste depressive mennesker er jo i stand til at leve et meget professionelt liv ved siden af sygdommen. Jeg har mødt skuespillere, som er i stand til at gå på scenen og give den fuld skrue for så at falde tilbage, når de går ned fra scenen, siger han.

Martin Krasnik vidste faktisk heller ikke, at han var depressiv i de år, han arbejdede som studievært. Han vidste godt, at noget var galt. For det var der. Men diagnosen var han ikke kommet på.

Træthed og trøstesløshed
- Jeg fik nogle sorte huller. I starten varede de en time. Så to timer og så en dag. Det kom pludseligt. En dag cyklede jeg for eksempel over Kongens Nytorv, og så var det som om, der var en, der bare trak stikket ud. Al energi forsvandt. Det var en overvældende træthed og trøstesløshed, som bare kom væltende ind over mig. Som om, at det var døden, der lige ville gøre opmærksom på sig selv. Min kæreste sagde, at det her var jeg nødt til at gøre noget ved. Til sidst var jeg jo ikke til at holde ud at være sammen med, siger Martin Krasnik, som først for alvor fik øjnene op for sin egen sygdom efter en familiefest hos en veninde.

Venindens far var psykiater og han havde holdt øje med Martin Krasnik.

Mangler liv i ansigtet
- Du har jo en depression, sagde han. Han kunne se det på mig. I dag kan jeg også se det på andre. Hvis jeg går på gaden, kan jeg se det på deres ansigter og høre det på deres stemmeføring. Der er en fjernhed, og der mangler liv i deres ansigter, siger Martin Krasnik, som begyndte at tage medicin, da han endelig fik en rigtig diagnose på sin tilstand.

I dag skriver Martin Krasnik om USA for Weekendavisen - er deltager ofte på telefonen i P3-programmet 'De sorte spejdere', og selvom han stadig tilbringer rigtig mange timer i en lufthavn, lader han ikke rastløsheden få overtaget. I stedet har han lært at tage sin tidligere kræftsygdom alvorligt. Noget han ville ønske, han havde gjort meget tidligere.

En katastrofesituation
- At få besked om en livstruende sygdom er en katastrofesituation. Tidligt blev jeg tvunget til at finde ud af, hvordan jeg håndterede katastrofer. Det var jeg meget, meget dårlig til, fortæller Martin Krasnik.

Bogen 'Min amerikanske drøm' er netop udkommet (Forlaget Bianco Luno).