Indtil hun var op i 20erne, troede den dansk-israelske journalist og vært Sanne Cigale Benmouyal ikke, at hendes angst kunne tæmmes.

I dag har den fundet et leje, hvor den ikke overskygger alt i hendes liv. Ikke mindst lykken over at befinde sig i sin kæreste og datters selskab, hvor hun har fundet en helt ny form for meningsfuldhed.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

»Mine forældre er hinandens diametrale modsætninger, så jeg har lært at se alt fra to vinkler. Jeg vidste, at hvis jeg landede et sted midt imellem dem, ville jeg lande et godt sted. Min far har lært mig altid at følge min intuition. Min mor har lært mig at tælle til ti. Både i bogstavelig og metaforisk forstand.«

Hvis du skulle flytte til et andet land, hvor ville du så flytte hen?

»Jeg ville flytte til Israel, og jeg har forsøgt et par gange, men livet er altid kommet i vejen, og måske er det også bedst at have en romantisk forestilling om, hvordan det kunne være. Israel er et hårdt land at bo i, så man skal virkelig ville det for at bo der.«

Har du et minde fra din barndom, du husker særlig godt?

»Jeg husker en dag i Israel, hvor jeg som lille sidder på en slidt karrusel på en legeplads, og luftalarmen går. Den lyd glemmer jeg aldrig. Sidenhen har jeg hørt den flere gange, og den tager mig altid tilbage til den dag på græsplænen. Jeg kan ikke huske følelsen af at være bange, men jeg husker lyset, som stod lavt, og jeg husker hovedet på den hest på karrusellen, jeg sad på.«

Hvilket råd ville du give dit yngre jeg?

»At angst kan tæmmes. Jeg troede, at det var et vilkår at leve med utæmmet, ustyrlig angst i mine teenageår og ind i 20erne. Jeg vidste ikke, at man kunne nå til et sted, hvor jeg kunne leve med angsten. Jeg tror, at jeg troede, at den skulle gå væk, og som en anden åbenbaring ville mit liv blive let. I mine 20ere fandt jeg ud af, at den var et grundvilkår, men at den skal finde et leje. Et leje, hvor den ikke overskygger det hele.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Mit barns fødsel. Jeg var ikke bange for at føde. Faktisk glædede jeg mig lidt til at blive presset ud, hvor jeg aldrig havde været før. Men de 36 timer, fra vandet gik, til hun var ude, var de længste minutter i mit liv. Jeg husker dog ikke det hele, fordi jeg var så skæv af lattergas, men lattergassen fik alt til at flyde sammen som sådan en psykedelisk oplevelse, hvor tid og sted ophører.«

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

»Jeg er lykkeligst, når jeg er sammen med min kæreste. Det er next level at have tilføjet et lille menneske til vores tosomhed, og lad os lige være helt ærlige. Det er oftest mere kaotisk end lykkeligt, men i de glimt, hvor det er dejligt, er det lykkeligt på et helt nyt niveau. Jeg er ikke sikker på, at man bliver lykkelig af at få børn, men for mig er der en ny meningsfuldhed.«