Rasmus Staghøj er blevet afskediget fra TV 2. - Når chokket lægger sig, er jeg sikker på, at der venter mig andre spændende udfordringer, lyder det fra værten.
Rasmus Staghøj er blevet afskediget fra TV 2, hvor han især har tonet frem på skærmen som sportsvært.
Det oplyser han i et længere opslag på Instagram.
- I dag er jeg blevet fyret. Der har været en fyringsrunde på sporten, og jeg blev valgt, skriver Rasmus Staghøj.
Den 38-årige journalist fortæller videre i opslaget, at han for en måneds tid siden meddelte, at han havde dækket sit sidste Tour de France og andre store cykelløb grundet ønsket om at afsøge andre muligheder. Hans nysgerrighed havde flyttet sig, og det var på tide at flytte med.
- Jeg er ked af det lige nu, for selv om jeg vidste, at mit forår og min sommer skulle se anderledes ud i 2024, havde jeg ikke hverken troet eller håbet, at jeg skulle sige farvel allerede nu, skriver Rasmus Staghøj og fortsætter:
- Når chokket lægger sig, er jeg sikker på, at der venter mig andre spændende udfordringer. Indtil videre vil jeg sige tak til TV 2 og gode kolleger gennem næsten ti år. Jeg har virkelig nydt det. Tak for nu.
Rasmus Staghøj har været ansat på stationen siden 2014.
Ud over at være sportsvært - især med fokus på cykling - har Rasmus Staghøj også kommenteret cykelløb, herunder Tour de France sammen med blandt andre Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard.
Rasmus Staghøj modtog i 2015 Steen Ankerdal-prisen, som uddeles af foreningen Danske Sportsjournalister til unge sportsjournalister, der har udmærket sig. Prisen modtog han for sit arbejde med cykelsporten.
/ritzau/
