Der bliver rift om værtsstolen på TV 2 Nyhederne.

Hele tre nye værter får nemlig deres debut i udsendelserne.

Fremover vil både Miriam Zesler, Johan Engbo og Gertrud Højlund hjælpe til som værter i nyhederne klokken 18, 19 og 21.30.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Alle tre nye værter kommer fra værtsstillinger i TV 2 News.

Miriam Zesler har tidligere været på Politiken og Ekstra Bladet, men har siden 2014 været vært på blandt andet 'Presselogen' og 'Verden ifølge NEWS'.

»Jeg har mange sjove og udfordrende kilometer i benene fra otte år på TV 2 News, og jeg glæder mig til at sætte mit personlige præg på den journalistiske vinkling, sproget og de kritiske spørgsmål,« siger Miriam Zesler om sin nye stilling.

Ud over Miriam Zesler vil Gertrud Højlund og Johan Engbo være at finde på TV 2 Nyhederne. Her vil de være halvdelen af tiden, men de vil også fortsætte deres engagement på TV 2 News.

Gertrud Højlund kommer med en fortid hos P1 og Radio24syv, mens Johan Engbo tidligere har været chef for TV Avisen.

De tre værter får alle debut i nyhedsudsendelserne i løbet af efteråret.

/ritzau/