Med sine 53 år har skuespilleren Henrik Vestergaard med egne ord brændt mere af livets store kalenderlys, end der er tilbage.
- Så er det også meget menneskeligt, at man reflekterer over, hvad man skal bruge resten af den tid på, uddyber han.
- Jeg har flere gange oplevet at tænke: "Er det nu, jeg skal noget andet?".
Men hans talent - og en vis portion held - har holdt ham fra at skifte spor.
- Det er blevet løst på den måde, at hver gang jeg har tvivlet på, om jeg skulle være skuespiller, har jeg pludselig landet store roller, fortæller han.
Henrik Vestergaard er egentligt uddannet cand.mag. i dramaturgi ved Aarhus Universitet, og så har han en baggrund som officer fra Forsvaret.
Men han har også gået på skuespillerskole.
Henrik Vestergaard har blandt andet medvirket i seriesucceser som "Den som dræber - Fanget af mørket" og "Ditte & Louise" og film som "Underverden 2", "Hvidsteen Gruppen" og filmatiseringen af Afdeling Q-thrilleren "Journal 64".
Netop nu kan han ses i "Valdes jul - vintermiraklet" på TV 2.
For skuespilleren skal det gode job kunne opfylde to særlige behov.
- Helt overordnet set skal det være meningsfyldt, men det må også gerne være sjovt, siger han.
Og netop det meningsfulde har Henrik Vestergaard fundet som skuespiller.
- At fortælle historier giver mening, siger han.
- Jeg tror, vi lever vores liv gennem historier. Gode historier får os til at reflektere over, hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen.
Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.
/ritzau/
