I USA’s absolut dyreste supermarked hyggeshopper Trumps barnebarn for over tusind kroner, mens amerikanerne kæmper med at få råd til mad.

'Jeg tog mine sikkerhedsvagter med til Erewhon' er titlen på Kai Trumps YouTube‑video, som indtil videre er blevet set knap 500.000 gange.

Kai Trump er datter til Donald Trump Jr., og hun er aktiv som influencer på sociale medier med millioner af følgere.
Kai Trump er datter til Donald Trump Jr., og hun er aktiv som influencer på sociale medier med millioner af følgere. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

I videoen tager hun sine sikkerhedsvagter med i det eksklusive supermarked Erewhon og derefter videre til et hotel, hvor hun skal smage på de ekstremt dyre varer, hun har købt.

Det gælder for eksempel en smoothie til 130 kroner og en vandflaske til 80 kroner.

I alt ender hun med indkøb for 1.520 kroner, og det har udløst et hav af negative reaktioner.

For USA befinder sig i en økonomisk krise, og lavere leveomkostninger var netop noget af det, Donald Trump lovede at levere, hvis han blev valgt som præsident. Det skulle blive billigere at være amerikaner.

Men virkeligheden er en anden, og derfor kan man i kommentarsporet til Kai Trumps video læse beskeder med tusindvis af likes som:

»Måske den mest virkelighedsfjerne video nogensinde.«

Og:

»Din familie er bogstaveligt talt ved at sætte verden i brand. Læs rummet!«

Derudover bruger farfar Trumps politiske modstandere også videoen til at kritisere den 18‑årige influencer. I et opslag på det sociale medie X skriver demokraten Mike Nellis:

»Den der Kai Trump‑YouTube-video er en af de mest pinlige, jeg nogensinde har set. Hendes bedstefar smadrer økonomien og starter ulovlige krige, og hun praler med, at hun tager sine sikkerhedsvagter med i et dyrt supermarked.«

Og det er ikke første gang, Kai Trump er i modvind. I efteråret fik hun kritik for at lancere sit eget tøjbrand med Det Hvide Hus som baggrund.