Trine Dyrholm og "Dronningen" tog fokus ved årets Robert Prisen. Skuespillerinden er meget stolt af filmen.

Trine Dyrholm tog sin Robert-pris nummer 10, mens "Dronningen" snuppede hele ni priser, herunder Årets Spillefilm, ved Robert-uddelingen søndag.

Derfor var skuespillerinden også dybt berørt, efter "Dronningen" vandt den helt store pris.

-Jeg er berørt over den (filmen, red). Jeg synes, det er en meget stærk og vigtig film. Jeg kan mærke på responsen fra publikum, at den har berørt mange mennesker.

- Vi har rost hinanden i dag, og det er, fordi det har været en speciel oplevelse at lave filmen. Alle har ydet deres ypperste på alle poster, sagde Trine Dyrholm efter uddelingen.

I "Dronningen" spiller hun en kvinde, der sætter hele sin tilværelse på spil ved at indlede en affære med sin 17-årige stedsøn.

Trine Dyrholm tog samtidig sin Robert-statuette nummer ti, da hun vandt prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle, og den pris dedikerer hun til filmholdet bag "Dronningen".

- Den smager af et fantastisk hold, og en film jeg er vanvittig stolt af.

- Jeg har ikke gået så meget op i, hvor mange priser, det er, jeg har vundet. For mig har det været helt fantastisk at lave den her film. Vi fik prisen for Årets Instruktør også, og den havde jeg virkelig håbet på, at hun (May el-Toukhy, red.) ville vinde, fortalte hun.

Selv om Trine Dyrholm er en erfaren skuespiller og vant til at modtage mange priser, erkender hun, at hun blev nervøs på scenen.

Instruktøren på "Dronningen", May el-Toukhy, kunne med sin blot anden spillefilm løfte prisen som Årets Instruktør. Hun havde heller ikke forventet at få prisen.

- Jeg er sindssygt stolt over at modtage prisen som Årets Instruktør, men jeg synes også, at det er tankevækkende, at der ikke er nogen kvinder, der har fået den før mig, sagde hun.

Robert-priserne bliver uddelt af Det Danske Filmakademi efter en afstemning blandt akademiets medlemmer.

/ritzau/