I anledning af Gay Pride har Scoop Models, Won Hundred og Amnesty stukket hovederne sammen og produceret en t-shirt mod homofobi.



I den kommende weekend kører kulørte busser gennem Københavns gader for at hylde GayPride og retten til at kysse den, man vil. Det er dog langt fra alle steder på verdenskortet, hvor homoseksuelle bliver hyldet, og i mange lande, må LGBTI-personer skjule deres seksualitet for ikke at blive forkastet fra samfundet eller risikere dødsstraf.

Denne problematik har Scoop Models, Won Hundred og Amnesty valgt at sætte på dagsordenen, og derfor har de for andet år i streg stukket hovederne sammen og produceret t-shirten 'Love is not a crime.' Målet er at belyse, hvor farligt det stadig er at være LGBTI-person mange steder i verden, og alt overskud går til Amnestys arbejde for at styrke LGBTI-personers rettigheder.

”Vi har valgt at fortsætte succes’en med sloganet Love Is Not a Crime, da vi kun ønsker at udbrede netop det budskab. Men I år har vi også valgt at fokus skal være på de 78 lande, der straffer LGBTI-personer. Derfor har vi valgt at liste dem alle på ryggen,” fortæller Nikolaj Nielsen, som er Creative Director i Won Hundred.

T-shirten koster 250 kroner og kan købes fra 30. juli 2018.

Som det ses nedenfor, er flere kendte allerede hoppet i t-shirten, og hvis du også vil have fingrene i den, kan du læse mere her.