Jeremy Clarkson fra hit-programmet Top Gear bliver beskyldt for at ødelægge et af verdens sidste uberørte naturområder i sin jagt på gode billeder.

Top Gear-stjernen Jeremy Clarkson bliver beskyldt for vandalisme af miljøforkæmpere efter optagelser til programmet, der foregik i saltsletter i Botswana.

Makgadikgadi saltsletterne i Botswana er de største i verden, og i følge miljøorganisationer står Top Gear-holdet bag vedvarende skader på sletterne efter at Jeremy Clarkson og resten af Top Gear-holdet kørte rundt på sletterne med tre biler.

Miljøforkæmpere kalder BBC, der er kanalen bag programmet, for dobbeltmoralske.

- BBC spiller på to heste. På den ene side bruger de millioner på at rydde sendefladen til Live Earth-koncerter for at redde miljøet, mens de samtidig sender personer ned for at ødelægge et af verdens sidste uberørte områder på Jorden med en flåde af motorkøretøjer, bare for nogle gode billeder, siger Mary Rice, formand for en miljøorganisation, der kæmper for bevaring af naturområder i Botswana til The Observer.

Miljøforkæmpere er også bange for, at mange andre vil få lyst til at drøne rundt på saltsletterne, når det populære program bliver vist.

- Det der bekymrer mig er, at seerne vil komme herop. Så kommer Tom, Dick og Harry med deres biler og det vil fuldstændig ødelægge stedet, siger David Dugmore, der er guide ved de enorme saltsletter.

Hos BBC afviser man blankt kritikken.

- Vi rådførte os med adskillige miljøeksperter, der fortalte os hvor vi kunne køre og hvor vi ikke kunne køre, siger en talsmand for tv-stationen.

Kritikken af Jeremy Clarkson kommer kun kort tid efter, at Tv-værten blev kritiseret af det malaysiske parlament for at kalde en af landets biler for 'verdens dårligste.'

Nej, det er ikke 'top' det hele.