Fans har for sidste gang danset rundt til de svingende disco rytmer fra Tommy Seebachs Grand Prix klassiker »Disco Tango«. Den 53-årige Grand Prix veteran døde mandag af hjertestop.

  • En stjerne er slukket
  • Peter Belli: Knalddygtig musiker
  • Søren Bundgaard: Et energibundt
  • Jørgen De Mylius: Aldrig agtet som fortjent
  • Jørgen Olsen: Drive og spilleglæde
  • Keld Heick: Et naturtalent
  • Morten Carlsson: Glimrende popskrædder

    Tommy Seebach faldt sammen på en sti, da han var vej til sin daglige morgenkaffe på Restaurant »Sommerlyst« på Bakken, hvor han hver dag mødtes med en del af Bakkens ansatte.

    En tilfældig gæst gjorde det uhyggelige fund af den livløse sanger, og efter høje råb om hjælp stimlede folk sammen for at yde førstehjælp, men Tommy Seebachs liv forsvandt lige så stille for øjenene af den chokerede forsamling. Heriblandt Søren Pilmark, der var på Bakken i forbindelse med en reklameoptagelse.

    En af dem der kæmpede for Tommy Seebachs liv var Flemming Barfoed, der blandt andet ejer isbutikken »Palæbaren« på Bakken. Han har, ligesom alle Bakkens andre ansatte, lært førstehjælp.

    »Da jeg kom derhen, var han helt blå i hovedet, og han trak ikke vejret. Jeg opdagede ikke, at det var Tommy med det samme, men det gik hurtigt op for mig. Jeg prøvede at give ham hjertemassage, men han blev mere og mere blå. Alle kæmpede virkelig for hans liv.

    Efter et kort stykke tid, der virkede som en evighed, kom der lidt mere farve i ham, og vi kunne mærke hans puls. Han rallede lidt og så kom ambulancen,« fortæller en berørt Flemming Barfoed, der kendte Tommy Seebach personligt.

    »Ambulancen prøvede at genoplive ham i fem til ti minutter, blandt andet med elektrochok, og så kørte de væk med ham.«

    Tommy Seebachs liv kunne ikke reddes af hverken de tililende gæster, venner eller ambulancefolk.

    »Det er så sørgeligt og et stort chok, for vi kendte ham alle sammen her på Bakken. Jeg havde ikke snakket med ham i dag, før jeg så ham på stien, men vi plejer at mødes til morgenkaffe,« fortæller Flemming Barfoed og gyser:

    »Jeg har aldrig set en så blå. En uhyggelig farve,« siger han og kigger ned i jorden.

    Han er tydeligt rystet over vennens barske død.

    Tommys Seebach, der har medvirket i det danske Grand Prix syv gange og tre gange i det Internationale, brugte næsten alt sin tid på Bakken, hvor han var hyret af »Bakkekroen« til at få folk til at svinge til de utallige hits.

    Da Tommy Seebach forlod sit keyboard søndag aften cirka 21.30, var der ikke nogen, der bemærkede noget usædvanligt. På det tidspunkt havde han det fint og forlod kroen med det farvel, som han plejede.

    Heller ikke Flemming Barfoed har oplevet at Tommy Seebach skulle have haft det dårligt de sidste par dage.

    »Han var altid i godt humør, og han var sjov. Han hilste på alle herude, og jeg har ikke oplevet ham dårlig før.«

    Det er ikke første gang, at Tommy Seebachs krop har sagt stop.

    I januar 2001 faldt sangeren om af et hjertestop på sit stamværtshus og var død i otte minutter.

    Havde det dengang ikke været for en anden værtshusgæst, kunne Tommy Seebach allerede dengang have mistet livet.

    Tommy Seebach har tidligere fortalt åbent om sit alkoholproblem. At han ikke kunne leve uden flaskerne, selvom han selv vidste, den var gal.