DR fyrede Harald Toksværd, efter at de efter sommerferien blev bekendt med en række "kontroversielle markeringer", der gør debattøren inhabil.
Det fortæller DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, til Ritzau.
- Det fører desværre til den konklusion, at det ikke er muligt både at holde fast i DR's habilitetskrav og samtidig tilbyde et uddannelsesforløb, der er bredt nok og har den nødvendige kvalitet, lyder det.
DR kan ikke uddybe, hvilke konkrete "markeringer" der skulle være tale om.
- Jeg kommer ikke til at gå ind på hver enkelt udtalelse, men det drejer sig om markante udtalelser, blandt andet om drab på politifolk, siger Henrik Bo Nielsen.
DR har, efter at de er blevet bekendte med udtalelserne, haft drøftelser med Harald Toksværd for at diskutere konkrete udtalelser, lyder det fra Henrik Bo Nielsen.
Man har på den baggrund vurderet, at debattøren ikke længere kunne være på Talentholdet.
- Det skøn vi lavede, da vi ansatte Harald, har jo vist sig at være forkert. Man kan jo sagtens være kommet med nok så markante udtalelser og så arbejde med mange forskellige ting. Men på et tidspunkt er ens udfoldelsesmuligheder så små, at det ikke længere giver mening, siger Henrik Bo Nielsen.
Harald Toksværd kan ikke genkende DR's udlægning af forløbet, siger han til Ritzau.
- Jeg har været fuldstændig åben over for at have en samtale om habilitet, men det har jeg ikke fået, før jeg blev fyret ud af det blå, siger han og understreger:
- Det kan ikke overraske DR, at jeg har haft forskellige politiske holdninger. Jeg forstår ikke, hvordan jeg ikke var inhabil før sommerferien, men er blevet det nu. Så skulle man have truffet den beslutning meget tidligere.
Optagelsen af Harald Toksværd på Talentholdet vakte stor kritik i sommer - blandt andet fra Liberal Alliance - på grund af en række opslag på sociale medier.
Kritikken drejede sig blandt andet om et opslag på X i 2023, efter den daværende cheføkonom hos Cepos, Mads Lundby Hansen, afgik ved døden.
Her delte Toksværd en artikel om dødsfaldet på X og skrev ifølge Berlingske: "gg, ez".
Det er et udtryk kendt fra gamermiljøet, som bruges til at udtrykke en let sejr efter et spil. Det står for "good game, easy".
I sommer forsvarede DR ansættelsen af Toksværd på trods af den hårde kritik.
- Vi er helt bevidste om, at han har en fortid som provokerende debattør, men det er i sig selv ikke diskvalificerende, sagde chef for P3 og Talentholdet Jonas Delfs til Berlingske i juli.
Men nu er DR altså blevet bekendt med "endnu flere kontroversielle markeringer", der gør, at man har opsagt samarbejdet.
DR vil efter sagen "genvurdere optagelsesprocedurerne" til Talentholdet, lyder det.
/ritzau/