Den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn skriver i øjeblikket på to nye Pusher-film. Hvis finansieringen kommer på plads, skal de foregå i henholdsvis Miami og Bangkok.

I øjeblikket er Nicolas Winding Refn ved at afslutte optagelserne af ‘Valhalla Rising’ ved Inverness i Skotland. Filmen, der har et budget på 35 millioner kroner, har Mads Mikkelsen i hovedrollen som en enøjet, stum vikingekriger.

Dermed er instruktøren og skuespilleren, der på en måde kickstartede hinandens karrierer med den første Pusher-film i 1996, igen sammen om et stort projekt.

Og det kan blive til mere.

Således fortæller Nicolas Winding Refn til B.T. at han i øjeblikket skriver på to nye Pusher-film med engelsk tale. Den ene er tænkt at foregå i Miami, mens den anden skal udspille sig i Bangkok i Thailand.

- Jeg spurgte min kone, hvor hun gerne ville rejse hen, siger Nicolas Winding Refn om årsagen til, at han har valgt Miami og Bangkok.

Pusherfilm lette at finansiere
Baggrunden for at kaste sig ud i endnu nogle Pusher-projekter er nu ikke tilfældig.

- Jeg synes, de er sjove at lave, og så er de lette at finansiere. Der er ikke så meget at lave heroppe efter klokken 18, så indtil videre har jeg skrevet to synopser, men filmene er ikke finansieret endnu, siger Nicolas Winding Refn til B.T.

Der er derfor heller ikke klarhed over hverken premieredato eller rollebesætning endnu, men noget kunne tyde på, at Mads Mikkelsen er i instruktørens tanker.

- Jeg ved ikke endnu, om der kommer danskere i rollerne, men jeg har jo et meget, meget tæt forhold til Mads (Mikkelsen, red.), fortæller Nicolas Winding Refn.

På nuværende tidspunkt har han heller ikke filmenes titler på plads, og i det hele taget har den danske instruktør rigeligt at se til. Han fortæller til B.T. at han også er i gang med et større amerikansk projekt, som han ikke kan sige mere om her og nu.

Nicolas Winding Refn slog sit navn fast med den første Pusher-film, der blev en kæmpe succes i 1996 og havde Kim Bodnia som frontfigur. Siden har der været ’Pusher 2’ og Pusher 3’, der havde henholdsvis Mads Mikkelsen og Zlatko Buric i hovedrollerne.

Men først skal arbejdet med ’Valhalla Rising’, gøres færdigt. Filmen er blevet til i et samarbejde med et af Norges største forfatternavne, Roy Jacobsen. 'Valhalla Rising' forventes at have premiere den 14. August 2009.