Remee er den af de tre X Factor-dommere, der tjener mest på sit talent, men det er Blachman, der bor mest herskabeligt i sin 266 kv.m store Frederiksberg-lejlighed

Hver fredag gør de sig til dommere over talenters 'X Factor'. Men målt i kroner og øre er der kæmpemæssig forskel på, hvad dommertrioen har fået ud af deres eget talent.

Her er Remee klart den mest velhavende af de tre med en formue, der er mindst fem gange så stor som Lina Rafns og Thomas Blachmans - og han har selv skabt den.

Producenten og sangskriveren tjener først og fremmest penge på salget af rettigheder til sine sange.

I 2002 underskrev popøret en gylden kontrakt med Universal Music Publishing - et stort internationalt forlag som sørger for, at der hele tiden er kunder i Remees omfattende musikbutik.

Scroll ned og læs mere

Selskaber og stor villa
Han ejer og driver desuden en række selskaber med Remee Songs ApS som det helt store guldæg. Virksomhederne har en samlet egenkapital på knap 7,5 mio. kr. - efter at Remee trak tre mio. kr. ud til sig selv i fjor.

Derudover har han en 260 kv.m villa på Frederiksberg og en luksusvilla i Tyrkiet.

- Mit privatforbrug har altid været min største fjende. Jeg har aldrig været specielt materiel, men jeg elsker at lave selskaber og have folk omkring mig. På en eller anden måde kommer jeg altid til at ende med regningen, siger Remee til B.T. og forklarer, at betegnelsen 'levemand' fint dækker hans personlighed.

Omvendt må dommerkollega Lina Rafn tage til takke med en langt mere beskeden levestandard. Trods flotte salgstal med duoen Infernal bor sangeren til leje i en 53 kv.m stor lejlighed i Valby i København.

Den 31-årige Rafns forretning er heller ikke så stor som Remees. De to virksomheder, hun har sammen med Infernal-makkeren Paw Lagermann, har kun en samlet egenkapital på en halv mio. kr.

Den tredje dommer, benhårde Thomas Blachman, har ingen offentligt tilgængelig formue ud over sin lejlighed på Frederiksberg. Den er til gengæld dommertrioens største. Med ni værelser og tre toiletter på i alt 266 kv.m har Blachman plads til sig selv og sin familie. Jazz-musikeren købte lejligheden i starten af 2005 for knap fem mio. kr. Han har taget et par tillægslån siden, så friværdien i forhold til den offentlige vurdering kun er en kvart mio. kr. Det giver Blachman den mindste formue på papiret.

Kører med underskud
Selvom Remee har den suverænt største formue af dommerne, er der også forhold, der trækker ned i vurderingen. Flere af Remees selskaber kørte i 2006 med underskud. Pladeselskabet Boom Records har mistet hele egenkapitalen, og revisorerne hæfter sig ved 'væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften'.

- Mine labels har dog altid været hobbyprojekter. Jeg kan godt lide at fange talenter ind og få dem til at gro. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det aldrig har været det, jeg lever af, forklarer han.

Remees villa på Frederiksberg er også belånt helt op til skorstenen. Der er lån på i alt otte mio. kr., hvilket er mere end den offentlige vurdering - penge, der er brugt på at finansiere ferievillaen i Tyrkiet.

B.T.s opgørelse over dommernes økonomiske X-factor tager kun udgangspunkt i selskabsformuer og friværdier i boligen. Hvad de tre har på deres bankbog eller i private investeringer, vil de ikke ud med.

Lina: Jeg kan da betale regningerne
Hvem af jer tre dommere har så mest 'X Factor'?

- Musikalsk set er Thomas den mest excentriske. Ser du på, hvem der har opnået mest succes og solgt mest, er det vel samlet set Remee, fordi han har haft mange store internationale hit – lidt flere end mig. Så må jeg vel komme ind som en pæn toer.

Er det en god forretning at være dig?

- Jeg kan da betale mine regninger hver måned. Jeg har min lille lejlighed, en lille bil og har råd til at købe en kop kaffe på Baresso, når jeg har lyst. Så det skal nok gå. Men det ville være synd at sige, at jeg lever på 1. klasse.

Remee: Langt mellem mig og de andre
Hvem af jer tre dommere har mest 'X Factor'?

- Det er ikke raketvidenskab at læse salgstallene og se, at på det plan er der meget langt mellem mig og de andre. Men Thomas er en af de største musikalske begavelser, jeg har mødt i mit liv, mens Lina er indbegrebet af en arbejdssejr. Hun har knoklet sig til det, og pludselig stod hun med et Europa-hit.

Er det en god forretning at være dig?

- Grundlæggende har jeg en god, sund og logisk sans for tingene. Og har trods alt beviser for, at jeg har været meget god til at varetage mine forretninger. Men jeg har også beviser for det modsatte. F.eks. har jeg lært på den grusomste måde, at jeg ikke skal være direktør for noget som helst.