Nogle genkender 22-årige Viilbjørk Malling Agger fra julekalenderen 'Tinka og Kongespillet', hvor hun spillede nissepigen Falke.

Hos andre ringer klokkerne ved efternavnet, i det hun er datter af skuespillerparret Søren Malling og Petrine Agger.

Hvis ingen af delene er tilfældet, så kan man følge hende, når hun spiller en af hovedrollerne i den nye ungdomsserie 'Puls' på TV 2 Play.

Siden sin medvirken i tv-julekalenderen er Viilbjørk Malling Agger kun blevet bekræftet i, at det er den vej, hun skal.

»Rollen gjorde, at jeg fik blod på tanden igen og bare ville det endnu mere. Derfor var det helt vildt fedt, at jeg så fik lov til at lave 'Puls' bagefter,« siger Viilbjørk Malling Agger.

Selv om det er rart for hende at have forældre, der selv er i branchen, som hun kan søge gode råd hos, så står den unge skuespillerinde helt på egne ben.

»Det er ekstremt vigtigt for mig at blive anerkendt for den, jeg selv er, og ikke på baggrund af hvem mine forældre er. Jeg vil gerne skabe min egen succes,« siger hun.

»Mine forældre har altid bakket mig op i det, jeg vil, men når det kommer til skuespillet, så klarer jeg den selv,« forklarer skuespillerinden.

Hvis der er et sted, hvor Viilbjørk Malling Agger alligevel har lyttet til sine forældre, har det været, når de har opfordret hende til at tage en uddannelse sideløbende med, at hun forfølger skuespillerdrømmen.

Derfor var det heller ikke kun optagelserne til ungdomsserien 'Puls', der begyndte i sommeren 2019. Det gjorde hendes første semester på Københavns Universitet også.

»Jeg tænkte, jeg måtte se, hvad der skete, og i værste fald, så måtte jeg droppe ud. Det ville ikke være det værste for mit eget vedkommende, og jeg vil skuespillet mere, end jeg vil universitetet,« siger Viilbjørk Malling Agger.

Det er dog ikke alene på baggrund af forældrenes opfordring, at hun går på universitet ved siden af.

Hun er også overbevist om, at det er den rigtige løsning, da hun har svært ved at affinde sig med de korte og længere pauser, der kan opstå mellem produktionerne, hvor hun ofte ikke ved, hvad det næste bliver.

»I de situationer er det rart med noget struktur, hvor jeg kan sige, 'okay jeg er ved at tage en videregående uddannelse, som jeg godt nok ikke aner, hvad jeg skal bruge til, men så har jeg den i ryggen',« siger Viilbjørk Malling Agger.

Netop en sådan tryghed, tror hun, hendes forældre selv ville ønske, de havde haft.

»De har forsøgt at give mig et indblik i, hvor mega hårdt det også er at være skuespiller, og hvor smart det kunne være, hvis man havde noget ved siden af,« siger Viilbjørk Malling Agger.

Optagelserne til 'Puls' gjorde, at hun ikke kunne være fysisk til stede på universitet hele tiden. Alligevel gik eksaminerne fint.

På det andet semester fik coronakrisen en betydning, da undervisningen blev gjort tilgængelig online, og hun derfor kunne deltage i langt mere hjemmefra.

Men ligesom for alle andre, så har hun også måttet give afkald på noget.

»Jeg skulle have været til Spanien for at lave filmoptagelser til en udenlandsk film. Det havde jeg glædet mig vildt meget til, og blev mega ked af det, da det blev aflyst,« siger Viilbjørk Malling Agger.

Om filmoptagelserne bliver til noget på et andet tidspunkt, ved hun endnu ikke.

'Puls' kan ses på TV 2 Play fra 19. juli.

/ritzau/