Julen er hjerternes fest, og selv om december ikke er indtruffet endnu, er der alligevel nogen, som tager forskud på festlighederne.
Det gælder for komikeren Thomas Warberg, der i weekenden friede til sin kæreste, Julie.
Det afslørede han for lytterne i lørdagens afsnit af radioprogrammet "Sara og Monopolet" på DR.
Og fortællingen om, hvordan det nu forlovede par mødte hinanden, er næsten ren Disney-magi - de mødtes nemlig i en drøm.
- Jeg drømte, at jeg mødte min kæreste, før jeg mødte hende. For mange år siden drømte jeg, at jeg gik en tur i Frederiksberg Have med en kvinde, der havde hvid uldhue, og var meget forelsket, siger han i programmet.
12 år efter drømmen tog han på første date med sin nu forlovede, fortsætter han historien. Det gik så godt, at han aflyste en anden date, han havde aftalt med en anden kvinde dagen efter.
Da kalenderen nu var åben, besluttede han sig for at tage i Frederiksberg Have, som han ikke havde besøgt i mange år.
- Jeg tog min hund bag i bilen og kørte ind i Frederiksberg Have og parkerede. Fire biler længere henne stiger min nu kommende kone ud iført en hvid uldhue.
Siden er parret blevet forældre til to sønner i henholdsvis 2023 og 2024.
Den 40 årige komiker ventede på en helt særlig dag til at fri til sin kæreste, Julie.
- Jeg gjorde det på årets første snevejrsdag, som jeg havde ventet på. Da vi var nyforelskede, løb vi rundt en hel nat i snevejret, fortæller han.
Thomas Warberg er blandt andet kendt fra satireshowet "Live fra Bremen", som kørte over en årrække på TV 2, samt flere onemanshows.
/ritzau/
