Til sin rolle i 'Sommerdahl' har Therese Glahn arbejdet med følelser, som hun ikke tidligere har gjort på tv.

Du skal ikke læse videre, hvis du endnu ikke har fået set søndagens afsnit af krimiserien 'Sommerdahl' på TV 2 Charlie.

I afsnittet kunne skuespillerinden Therese Glahn opleves i den morderiske rolle som en dybt forelsket kvinde, der ser den mand, hun elsker, forelske sig i hendes datter. Og det får fatale følger.

»Hun har bundet sine drømme om kærligheden fast til det forkerte menneske, som udsætter hende for et slags følelsesmæssigt overgreb ved at forføre hendes datter,« forklarer Therese Glahn og fortsætter:

»Det er dramatisk, men hun er et almindeligt menneske, der bliver udsat for noget ekstremt, og det er en fryd at arbejde sig ind i.«

»Jeg elsker jo mit arbejde, og for denne karakter var der virkelig noget på spil og derfor en hel del at gå på opdagelse i, så jeg tog utrolig glad på arbejde hver dag,« siger hun.

Den 50-årige skuespillerinde har tidligere medvirket i store tv-produktioner som Søs i DRs 'Nikolaj og Julie' og dramaserien 'Mercur' på TV 2 Charlie.

Her har hun arbejdet sammen med henholdsvis Peter Mygind og Peter Gantzler, som også begge medvirker i 'Sommerdahl'.

Therese Glahn er meget udadvendt, men på trods af sin social personlighed har hun brug for ro, inden hun skal spille skuespil.

»Inden jeg går på scenen eller skal skyde en scenen, er jeg ret meget for mig selv. Jeg taler ikke. Men så er jeg social bagefter. Det var der forståelse for, og det var dejligt at få lov til at koncertere sig, fordybe sig og bare gøre sit arbejde.«

»Helt tilbage før jeg blev mor, mødte jeg gerne tre timer før. Altså jeg ved ikke, hvor mange teatre jeg har haft nøglen til, fordi jeg kom før alle andre,« fortæller hun.

Når Therese Glahn ikke spiller skuespil, laver hun keramik, som også er blevet en del af hendes professionelle liv.

Hun er oprindeligt uddannet moderne danser og havde erfaring som scenekunstner, inden hun blev uddannet skuespiller.

Så arbejdet med de dybere følelser er ikke noget nyt for Therese Glahn.

»På teateret har jeg i den grad haft fat i voldsomme følelser, men det her er min første rolle på tv eller i en serie i lang tid, hvor der har været denne slags mulighed for at komme lidt rundt i nogle randområder af en karakter, og det har været skønt,« fortæller hun.

»Det fede ved at spille skuespil er jo, at man sætter sig i andres sted. Man gør sig selv til en form for medie,« siger hun.

Sæson to af 'Sommerdahl' sendes hver søndag på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

/ritzau/