Seks embedsmænd har ifølge Thailands konge udført "onde handlinger" og forbrudt sig mod etisk regelsæt.

Thailands konge, Maha Vajiralongkorn, har fyret seks højtstående royale embedsmænd.

Det skyldes embedsmændenes "onde handlinger". Sådan lyder det fra kongehuset onsdag.

Dermed fortsætter en uge med usædvanligt mange intriger og skandaler i kongehuset. Udviklingen følges med undren og stor interesse i befolkningen.

Meldingen kommer, blot dage efter at kongen fratog sin nyligt udnævnte særlige ledsagerske alle titler og militære ordner.

Det skete, fordi den særlige ledsagerske, Sineenat Wongvajirapakdi, havde været "illoyal" og rivaliseret med dronning Suthida.

De seks fyrede embedsmænd tæller blandt andet en "sygeplejerske ved soveværelsesvagttjenesten" og en dyrlæge.

Det meddeler Royal Thai Government Gazette, der fungerer som regeringens talerør.

- De har på alvorlig vis forbrudt sig mod det disciplinære og etiske regelsæt og igennem onde handlinger udnyttet deres officielle positioner til egen eller andre personers vinding, skriver avisen.

Den kongelige familie i Thailand er beskyttet af en berygtet lov om ærekrænkelse.

Den gør det nærmest umuligt at kigge kongefamilien efter i sømmene eller at debattere den.

Vajiralongkorn har været Thailands konge siden 2016.

Men han blev officielt først kronet i maj i år. Det blev han som den tiende monark i Chakridynastiet.

Hans far, kong Bhumibol Adulyadej, døde i 2016 og var en samlende figur i landet, hvor han fik 70 år på tronen.

Den nye konge har langtfra samme popularitet, som hans far havde.

Få dage før sin kroning giftede kong Vajiralongkorn sig med sin personlige livvagt, den 41-årige Suthida Tidjai. Hun fik titlen dronning Suthida.

Suthida var tidligere stewardesse i Thai Airways.

/ritzau/AFP