Hun spillede overfor Erik Clausen i den store biografsucces fra 1984, 'Midt om natten', hvor hun havde rollen som 'Susan Himmelblå'
Birgitte Raaberg er meget ked af at få overdraget budskabet om filmmagerens død.
»Det gør mig meget ondt. Han var en gudsbenådet gøgler og et utroligt sødt menneske,« siger hun til B.T.
For cirka halvandet år siden var hun på besøg hjemme hos Erik Clausen.

»Han spillede harmonika for mig, og så købte jeg et billede af ham, som han havde malet. Det billede er jeg rigtig glad for,« siger hun.
Med stor glæde husker hun tilbage på indspilningen af 'Midt om Natten.'
»Han havde sin helt egen mening om, hvordan tingene skulle være, men både Kim (Larsen, red.) og han rettede ind, når instruktøren Erik Balling sagde noget. For han var jo mesteren,« siger hun.
Raaberg husker blandt andet Clausens humor.
»Han var en sjov mand. Jeg havde en scene, hvor jeg lige havde været i seng med ham. Den kaldte han for den mest usexede scene, han havde været med i, da man jo først så os efter selve seancen,« siger hun.
Hun havde under indspilningen to job ved siden af, så det var ikke så meget hun nåede at hænge ud med Clausen.
»Han var et utroligt kreativt menneske, der havde et motto om, at han altid fandt på noget. Den slags kan jeg rigtigt godt lide,« siger hun.
Du kan læse flere reaktioner på Erik Clausens død her.
