Lyt til artiklen

Cirkusrevyens Ulf Pilgaard fik søndag Årets Dirch, da han blev kåret til 2012-sæsonens bedste revykunstner. Kåringen fandt sted ved forestillingen Revyernes Revy.

For første gang i årevis har Ulf Pilgaard i år droppet sin populære imitation af dronning Margrethe i Cirkusrevyen. Det har dog på ingen måder svækket hans indsats, for søndag aften blev han kåret til årets bedste revykunstner ved forestillingen Revyernes Revy på Bakken.

Ulf Pilgaard sikrede sig Årets Dirch, som prisen hedder, i konkurrence med Flemming Jensen fra Sønderborg Sommer Revy og Anne Herdorf fra Revyperler på Stribe, der blandt andet er blevet opført Tivoli. Juryen valgte dog at belønne superveteranen, som har medvirket i Cirkusrevyen siden 1986, med prisen på 10.000 kroner.

Der var også 10.000 kroner til vinderne af de øvrige kategorier, heriblandt Årets Revy, som i går gik til Dragsholmsrevyen, der består af skuespillerne Bente Eskesen, Jens Gotthelf og Mette Marckmann samt kapelmester Lars Fjeldmose.

Dragsholmsrevyens forfatter, Jacob Morild, vandt også prisen som Årets Revyforfatter, mens Henrik Andersen fra Hjørring Revyen blev Årets Revykomponist. Revyprisen 2012 gik til frisør og parykmager Tage Frandsen.

Revyernes Revy arrangeres af Skuespillerforeningen af 1879, og foreningens medlemmer står selv for at udnævne Årets Æreskunstner. Det er i år Tommy Kenter, der har medvirket i Revyperler på Stribe.