Der hamres og bankes i Parken for at gøre klar til George Michael-koncerten i aften.

Skulle du søndag morgen stå og mangle en scene på omkring 400 m2, et par ton højtalere, ditto lysudstyr og en hel del andet grej, så er der håb forude.

- Du kan bare sige, at de skal ringe til mig, griner Ken Watts, som er direktøren for det hele. Nemlig hele George Michaels koncertproduktion, som i disse timer er ved at blive rigget færdig i Parken, København. For at stå klar til hans allersidste koncert i aften.

Som de eneste fik B.T. i går et eksklusivt kig indenfor i heksekedlen, hvor flere hundrede mand i dagevis har knoklet døgnet rundt for at blive færdige til tiden.

- Det bliver et supershow. I en hel enorm målestok, lover Ken Watts, som ved, hvad han taler om.

- Koncerten i aften er den 105., jeg har stået for de sidste tre år. Jeg har faktisk arbejdet for George Michael lige siden Wham! dagene. Så vi har mange år på bagen sammen, griner han.

Sidst George Michael besøgte København, var i 2006. Og for de mange tusinde fans, som så ham der gang, byder aftenens scene ikke på de store overraskelser.

- George’s intention har været at skabe video-kunst. Og scenen er derfor bygget op den måde, at han faktisk optræder på selve videoskærmen.

- Normalt består en stor videoskærm af mange små små skærme. Men den her er bygget op af lameller, som også dækker hele scene-gulvet. Så det har danskerne set før. Men det grafiske er ændret i forhold til sidst, forklarer Ken Watts.

Derudover vil der fra scenen være en løbegang på omkring 25 meter ud i publikumsområdet.

- Udover at det er George Michaels sidste koncert nogensinde i den her målestok, er der virkelig grund til at glæde sig, siger Ken Watts, som ikke regner med at skulle ud og drikke gravøl efter koncerten i aften.

- Der vil jeg have alt for travlt med at pille det hele ned igen, smiler han.