Den svenske model Elsa Hosk kunne tidligere på ugen glædeligt dele, at hun venter sit andet barn.
Men det var ikke længe, graviditetsannonceringen fik lov at pryde hendes Instagram-profil, før opslaget blev fjernet af Instagram.
Det skriver Expressen.
'De fjernede min graviditetsannoncering,' lød det fra Elsa Hosk, efter hendes opslag var blevet fjernet fra profilen.
'Jeg ville ønske, at folk ikke opfattede gravide maver som stødende, men her er vi så,' skrev hun videre.
I en række stories deler modellen flere billeder, som oprindeligt var en del af det nu fjernede opslag, hvor hun på billederne kun er iført sko, solbriller og et tørklæde – gjort selskab af sin struttende, gravide mave.
Ifølge Elsa Hosk er det Meta, som er firmaet, der ejer Instagram, der har fjernet graviditetesopslaget. Det er dog ikke blevet bekræftet af Meta.
Den svenske supermodel danner par med den danske iværksætter Tom Daly. De blev forlovet i september sidste år – og kan om få måneder byde deres andet barn velkommen til verden, da hun er gravid i sjette måned.
Elsa Hosk blev for alvor et stort navn i modebranchen, da hun blev en såkaldt 'Angel' for lingeribrandet Victoria's Secret.
Siden har hun pyntet cv'et med kampagner for modegiganter som Dior, Dolce & Gabbana og H&M.
Tom Daly er medgrundlægger af sportsbrandet District Vision. Han er født i Ascot i England, men har danske rødder.
Det skandinaviske par mødte hinanden i Stockholm tilbage i 2015, og i 2021 kunne de kalde sig forældre for første gang, da datteren, Tuulikki Joan, kom til verden.
