Amerikanske Timbaland vil have det danske succesband med på sit album.

Nephew vælter sig i succes. Efter tidligere på måneden at have opnået syv nomineringer til Danish Music Awards 2007, er det nu den amerikanske Timbaland, der har slået sine populære producerkløer i Nephew.

Nephew skal, om alt går efter planen, medvirke på Timbalands næste album, og herefter vil Nephew med Simon Kvamm i front formentlig tage den direkte vej mod stjernerne.

Bandet er med i den sidste og afgørende udskilningsproces om at komme med på remix-albummet 'Timbaland Presents Shock Value', og lykkedes det, vil bandet komme i selskab med nogle af den internationale musikverdens absolutte megastjerner. Bl.a. medvirker Justin Timberlake, Missy Elliott, Jay-Z, Nelly Furtado, 50 Cent og Chris Martin fra bandet Coldplay.

Danske versioner
-Jamen det er jo superfedt. Han har bedt om at få råsporene til 'Igen & Igen &', 'En Wannabe Darth Wader' og 'Hospital'. Han har ikke lavet om på de danske vokaler, så det er de versioner, han arbejder med nu,- fortæller Le Gammeltoft fra Nephews pladeselskab, Copenhagen Records.

Hun forklarer, at selvom Nephews numre er på dansk, har Timbaland ikke ønsket at lave om på teksterne eller få Nephew til at genindspille numrene på engelsk. Hun forklarer også om, hvordan Simon Kvamm og guitaristen Kristian Riis blev ringet op af Timbaland i Simon Kvamms lejlighed.

-Hi, it’s Tim. I love yahr music. I wanna put it on my album,- sagde Timbaland på sit bedste hip-hop amerikansk, hvorefter han begyndte at synge 'En Wannabe Darth Wader' ud af røret på Kristian Riis’ mobiltelefon.

Kæmpe rygklap
Nephew er tydeligvis benovede over at være blevet ringet op af den amerikanske topproducer og ser det som et kæmpe rygklap.

-Om vi ender på albummet eller ej, så er vi virkelig stolte over, at Timbaland er faldet for vores musik, og at han mener, at vi stikker ud. Det bestyrker os i vores egen fornemmelse af at være i besiddelse af et originalt, musikalsk udtryk,- siger Nephews frontfigur, Simon Kvamm.