De var hovednavnet til det stort anlagte Mini Zulu Rocks i Parken, men dukkede aldrig op i Københavns Lufthavn i formiddags. Et medlem af Sugababes har smidt sit pas væk.

De skulle have underholdt mere end 20.000 forventningsfulde gæster i Parken i København i dag, men endte med at blive væk. Pop-prinsesserne med millioner af solgte CD'er kan nemlig ikke holde styr på de mest simple rejsegenstande. Et medlem af supertrioen har smidt sit pas væk, og kunne derfor ikke forlade England. Og det var ikke muligt at få lavet et lynpas.

Mini Zulu Rocks's presseansvarlige oplyser til bt.dk, at den triste nyhed blev lagt ud på zulu.dk, da arrangørerne havde haft London i røret i morges. Koncertgæster bliver også oplyst om Sugababes-skandalen ved indgangene til Parken. Skuffede tilskuere kan få deres penge tilbage, hvis de på grund af afbuddet alligevel ikke har lyst til at bruge deres billet.

Nyheden betyder, at de andre kunstnere får lov til at spille lidt længere end planlagt. Men tilbage står et arrangement i Parken, der har mistet sin største attraktion. Og Sugababes må have meget røde ører.

ufjo@bt.dk