DR-succesen "Bonderøven" skifter fra den nye sæson navn til "Frank og Kastaniegaarden".

Den selverklærede bonderøv Frank Erichsen har siden 2008 slået dørene op til sit selvforsynende liv på Kastaniegaarden i Revn ved Grenaa på Djursland i DR-programmet "Bonderøven".

Men fra den nye sæson er det slut med den titel.

Fremover kommer det populære program nemlig til at hedde "Frank og Kastaniegaarden".

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

Og det er ikke kun den eneste forandring i programserien.

- Kastaniegaarden er stadig Frank Erichsens base. Men i de nye sæsoner tager Frank lidt mere væk fra gården - blandt andet på ture rundt i landet med familien eller besøg på steder han kan søge inspiration, lyder det videre fra DR.

Frank Erichsen bor på Kastaniegaarden sammen med hustruen Theresa og parrets to børn, Johan og Alma.

De første afsnit i den nye sæson kan ses på DRTV fra den 4. maj.

/ritzau/