To et halvt år efter sin blodprop i hjernen og lige så lang tids genoptræning er Shu-bi-duas 64-årige forsanger Michael Bundesen snart klar til comeback.

Dét fortæller Bundesens gode ven og bandkammerat Michael Hardinger i et ekslusivt interview med BT.

- Hvis min drøm går i opfyldelse, betyder dét en stor un-plugged koncert til foråret. Og så glæder jeg mig specielt til et stort musical-projekt, som Bonden og jeg har talt om i årevis. Nu har vi indgået aftale med pladeselskabet. Og den slags tager vel et års tid at skrive.

Lige siden sin private tragedie har Michael Bundesen kæmpet hårdt for sin egen førlighed og fremtid. Og nu lader alt det hårde arbejde endelig til at bære frugt.

Stemmen er vældig god

- Sidst jeg snakkede med ’Bonden’ (Hardingers kælenavn for Michael Bundesen, red.), var stemmen vældig god. Der var først nogle lammelser, der skulle arbejdes med. Men han er snart god nok til at synge.

Lige nu er Michael Hardinger sammen med nogle andre venner ved at optage en musikvideo i Arizonas ørken - I USA. Men tankerne er i høj grad hjemme i Danmark sammen med Michael Bundesen.

Og om musical-projektet siger Michael Hardinger til BT:

- Du kan god sige, at det bliver sådan lidt ’Mamma Mia’-agtigt (ABBAs musical, red.). Selvom vores sange selvfølgelig er lidt bedre end deres. ha-ha. Vi har skrevet 240 sange, så der må være rigeligt at tage af, siger Hardinger, der understreger, at historien endnu ikke er klar.

- Men i modsætning til mange andre grupper har vi jo den fordel, at vores sange handler om alt fra kærlighed og døden til frikadeller og symaskiner. Så der er nok at tage af.

Ligesom i gamle dage

Da Michael Hardinger fornylig mødte sin gamle ven i Danmark, var det ligesom i gamle dage. De to gamle venner grinede og rå-hyggede. De snakkede om fortiden - alle de tossede ting, de har taget sig til i Shu-bi-duas fyrre år lange karriere. Og for første gang i noget tid snakkede de to venner også om fremtiden.

- Vi har altid været enige om, at det skulle fejres, når vi i år fyldte 40 år som gruppe. Vi havde talt om en kæmpekoncert, hvor ville invitere alle de folk, der har spillet sammen med os igennem alle årene. Men så blev Michael jo syg. I lang tid har han ikke været så udadvendt. Han har haft travlt med sin genoptræning. Men nu tror jeg, at han er klar til at melde ud. Og selvom det selvfølgelig endnu ikke er helt sikkert, så kunne en forårskoncert være helt fantastisk. Bundesen kommer selvfølgelig ikke til at hoppe op og ned som en trampolinspringer. Men stemmen er god.

Ingen nye sange

I anledning af Shu-bi-duas 40-års jubilæum har gruppen netop udgivet dobbeltalbummet ’40 års Shu-bi-læum’. Og selvom Bundesen snart er klar til comeback, så er de to endnu ikke gået i gang med at skrive nyt materiale. I stedet vil de koncentrere sig om musical-projektet.

- Den slags kræver selvfølgelig omhu. Det skal nemlig være godt. Og når vi er klar, skal det ud til professionelle skuespillere - måske som en film. Vi skal ikke selv deltage. Vi er musikere - ikke skuespillere. Og det gik jo ikke alt for godt i ’Den røde tråd’ (mindre heldig shu-bi-film fra 1989), griner Hardinger.