Danskerne elsker dem, og er stadig parate til at betale for deres popmusik. Det har gjort Shu-bi-dua til formentlig Danmarks rigeste amatørorkester. Og efter 30 år på banen har Shu-bi-dua atter stormende succes - denne gang med opsamlingen »200«.
Kollegaen så ud, som om han ikke rigtig kunne bestemme sig for, om han skulle vende blikket bedende mod himlen eller blot ryste på hovedet.
Hvad valget i den sidste ende blev, skal være usagt, men ét er sikkert: han måtte i lighed med alle os andre konstatere - som en humoristisk fætter engang udlagde det - at der er fire sikre tildragelser i enhver danskers tilværelse: Livet, døden, skattevæsenet - og Shu-bi-dua.
Og sådan former tingene sig fortsat, selv om det nu er 30 år siden, Michael Hardinger og Michael Bundesen, som dengang begge var pladevendere på P3, vist nærmest som en vittighed satte en dansk tekst på »Jailhouse Rock«, så den blev til »Fed Rock« og høvlede den ind på bånd i Rosenberg Studiet i København med et til lejligheden opstået band.
Orkestret fik navnet Shu-bi-dua - selvsagt opkaldt efter de »shubidua, shubidua« kor, som var populære specielt på 50ernes rock'n'roll plader.
»Jeg mindes ikke, at vi har udgivet et Shu-bi-dua album, der har solgt under 50.000 eksemplarer.«
Ordene kommer fra Stig Ulrichsen, promotionmanager på Shu-bi-duas pladeselskab CMC.
Et anslået tal over gruppens samlede pladesalg de sidste 30 år er 5,5 millioner album. Et tal, som er godt på vej mod de 5,6, idet Shu-bi-duas aktuelle opsamlingsbokssæt »Shu-bi-dua 200« på kun godt fire uger har solgt 80.000 eksemplarer.
Så mange plader sælger man i sagens natur ikke, uden at det også kaster af sig.
Salgstallene har gjort de tre »gamle« shubbere, sangeren Michael Bundesen, guitaristen Claus Asmussen og bassisten Kim Daugaard til holdne mænd. Ikke mindst Bundesen, som er god for en formue på godt 15 millioner kroner.
Det forrygende salg af »200« får indkøbschef i TP-Musik Marked-kæden, Søren Thorning, til at spå, at det bliver veteranerne i Shu-bi-dua, som ved årets slutning kommer til at stå med det bedst solgte danske album år 2003.
»Medmindre det kommende Tim Christensen-album bliver noget helt ekstraordinært,« som Thorning siger.
Selv om »200« mildest talt lever op til definitionen på »et godt tilbud« - faktisk taler vi om stort set hele gruppens bagkatalog fraset nogle få kuriositeter på ti cd'er for 200 kroner - forbavser salgssuccesen Søren Thorning:
»Ganske vist havde jeg regnet med, den ville sælge godt men ikke så godt.
Vi har endda haft kunder, som har købt flere eksemplarer, fordi de regner med den bliver et samlerobjekt, når den begrænsede salgsperiode udløber til efteråret,« siger Søren Thorning.
»Men den videnskabelige forklaring må være, at man får noget for pengene, for der er intet nyt på den.«
At man så får noget for pengene, som man - førnævnte 5,5 millioner solgte album in mente - skulle tro, de fleste havde allerede, betyder mindre.
»Hvis du laver en smart TV-spot med alle hittene, kan du sagtens sælge den samme vare mere end én gang,« hedder det fra en kilde i pladebranchen.
Man kunne hér tilføje, at det ikke vidner om noget specielt ringe forretningstalent hos Shu-bi-dua og deres pladeselskab kun at gøre »200« tilgængelig i en begrænset periode.
Udover »200« findes der i forvejen syv opsamlingsplader med gruppen i handelen. Det kunne man måske mene var lige i overkanten, men kritik af Shu-bi-dua preller imidlertid af på gruppens fans.
Anmelderne og kritikere kan skrive, hvad fanden de vil - og mange har også gjort det - men pladerne sælger støt videre. Gruppens seneste »rigtige« album »Shu-bi-dua 17« fra 2000 solgte således 80.000 eksemplarer.
»Det kan da godt være, Shu-bi-dua kritiseres af anmelderne for, at de aldrig udvikler sig. Anmeldere vil jo så gerne have, at bands udvikler sig, men de har jo for fanden aldrig foregivet at være andet end det, de er: god underholdning og en god fest,« siger DRs Hans Otto Bisgaard, som har fulgt Shu-bi-dua siden »Fed Rock« dengang i 1973.
»Og ved du hvad, når man skal holde en fest og skal sætte musikken på, så er det første, man tænker på, jo ikke musikkens kunstneriske værdi, vel?«
At det så faktisk er udenfor diskussion, at store dele af Shu-bi-duas bagkatalog har en stor kunstnerisk værdi, er en anden snak. Man kan lige så godt se i øjnene, at Danmark ikke ville være det samme uden samlende Shu-bi-dua sange som »Den røde tråd«, »Knuden«, »Sommergryder«, »Hvalborg«, den nye melodi til »Midsommervisen« og - ja, naturligvis - »Danmark«.
Når man har den slags sange på samvittigheden, er megapopulære på 30. år og i dén grad nyder folkets kærlighed, er det vel til at leve med, at de sure rockanmeldere næsten alle som én ikke kan lide Shu-bi-dua, samt at respekten fra de musikalske kolleger er til at overskue.
Eller er det? Læs her de følgende sider interviewet med Michael Bundesen om penge, opsamlingsplader, anmeldere, kolleger og dét stadig at have mod på noget nyt - selv når man er Shu-bi-dua...
