En finger peger.
»Derinde har vi alle været«, siger russiske Evgeny Tarakanov og trækker på skuldrene, da vi passerer lægeklinikken med brikse, forbinding og bandager.
Med sine 39 år er han en af de ældste på scenen, men det ses ikke, når han flere meter over gulvet slår saltomortaler fra den russiske gynge.
Underholdningsimperiet Cirque du Soleil er i Irlands hovedstad, Dublin. Og snart rykker verdens største cirkus videre til København. Fra den 23. til 26. marts vil Royal Arena i Ørestad blive forvandlet til en skov på toppen af en vulkan. Det sker i showet ’Varekai’.
Men lige nu går Evgeny Tarakanov rundt i træningsdragt. Der er små tre timer til, at han som luftakrobat skal på scenen som karakteren ’Green lezard’. I '3Arena' i det centrale Dublin fører han an gennem en labyrint af kontorlokaler med væg til væg tæpper.
»Jeg har altid drømt om at blive en del af Cirque du Soleil«, forklarer han, da vi foran scenen sætter os på to af de over 4.000 tomme plasticsæder i det indendørs amfiteater.
»Det er et drømmejob for alle, der har været akrobater og gymnaster. Du rejser verden rundt. Du ser en masse lande, sover på de bedste hoteller og bliver behandlet som en konge. Du gør, hvad du bliver bedt om, og du bliver betalt for det«.
Det er et stort og velsmurt maskineri, der står bag Cirque du Soleil, der på fransk betyder ’Solens Cirkus’. Det begyndte i 1984 med en gruppe på 20 gadekunstnere. I dag har Cirque du Soleil over 4.000 ansatte fra mere end 50 lande, et stort hovedkvarter i Montreal i Canada og indtægter, der i danske kroner vurderes til at være i milliardklassen. I alt 20 forskellige shows er på programmet verden over, og et af dem er ’Varekai’.
BT er inviteret med om bag kulisserne. Her i Dublin arbejder knap 100 mennesker i alt både foran og bag scenen. Det er det samme hold, der om få dage indtager Royal Arena.
Evgeny Tarakanov glæder sig til at se København, fortæller han. Siden 1999 har han været på landevejen som artist. Først med et cirkus i Moskva, og siden som blandt andet trampolinspringer og dykker i 'SeaWorld' i San Diego i USA.
Bag scenen står tunge håndvægte, træningsmaskiner og blå måtter, hvor artisterne styrketræner og varmer op. Vi bliver vist rundt af vores pressekontakt, Julia. Hun viser os de håndlavede kostumer, arsenalet af parykker, symaskinerne og kantinen, hvor 48-årige Soozie Coll fra Skotland, der tidligere har serveret for verdenstjerner som Lady Gaga og Van Halen, leder og fordeler arbejdet i køkkenet. Alt imens de medbragte vaskemaskiner arbejder sig gennem kilovis af svedige kostumer.
Det er også vores pressekontakt, der arrangerer mødet med Ayla Ahmadova, 31 år, akrobat og opvokset i Baku i Aserbajdsjan. Hun kom til Cirque du Soleil for syv år siden efter en karriere på blandt andet landsholdet i gymnastikdisciplinen sports acro.
Som mange af de andre i træningsdragt og kondisko bevæger hun sig selvsikkert rundt med oprejst og veltrænet ryg.
»Du er nødt til at være fysisk stærk for at blive en del af Cirque du Soleil. Selv startede jeg med at træne, da jeg var fire år«, fortæller hun.
»Du kan ikke blive stærk på den måde, som jeg er, hvis du først starter din træning, når du er 20 eller 25 år. Det starter fra du er barn. Og derfor er træning og disciplin også en livsstil for mig. Jeg vågner ikke op om morgenen og tænker 'åh nej, nu skal jeg arbejde hårdt.' Jeg gør det bare«.
Det er et nåleøje at komme igennem, hvis man vil på scenen for Cirque du Soleil. Med sig hører en såkaldt casting, og samtidig rejser talentspejdere verden rundt til mesterskaber for at støvsuge især akrobater og dansere.
I Royal Arena i Ørestad er der under ’Varekai’, der indtil videre har besøgt mere end 130 byer i over 23 lande, ingen på scenen med dansk pas. Men hidtil har over 10 danskere optrådt med det omrejsende cirkus.
»Jaaaa!«, brøler Bruno Darmagnac, da han bliver spurgt, om han husker de danske artister Alexander Andreasen, Mikael Nissen og Danni Lozano Nielsen.
Franske Darmagnac er kunstnerisk direktør for ’Varekai’, men det er fra et andet af cirkussets mange shows, ’Alegría’, at han tydeligt erindrer de tre unge mænd.
»Jeg husker dem som gode. Stærke. Unge. Og ret vilde. Det tror jeg måske, at danskerne er. Men det er kun godt. Du kan ikke gå på scenen og optræde foran 3000 mennesker, hvis du ikke er bare en lille smule skør«, siger han.
Den 50-årige direktør, der tidligere har ernæret sig som blandt andet danser, har med egne ord turneret »i 100 år«. Som kunstnerisk direktør har han det sidste ord, og selv om Cirque du Soleil har udviklet sig til en global underholdningsfabrik, hvor alt er stort, velsmurt og tilrettelagt, mener han ikke, at showets størrelse har dræbt cirkussets nerve og magi.
»I Las Vegas (i USA, red.) har vi et kæmpe show, der hedder ’O’. Det er stort på alle måder. Første gang, jeg så det, græd jeg. Ikke fordi det er trist, men fordi det er perfekt. Og for mig handler det ikke om showets størrelse, men hvad skaberne bag vil med showet, og hvordan publikum oplever det,« siger han.
»I et omrejsende show som ’Varekai’ har vi, i modsætning til det i Las Vegas, som regel omkring 50 artister og en bestemt mængde udstyr, fordi det er det, vi kan håndtere. Men kvalitet hænger ikke sammen med, hvor stort showet er. Størrelsen betyder ikke noget. Det ved vi alle sammen.«
Bliver fyldt med gode tanker
Det summer blandt de tusindvis af tilskuere i det indendørs amfiteater i det centrale Dublin. To klovne i rød habit bevæger sig rundt blandt stolerækkerne. De står nede ved den store scene med platforme, der kan dreje, og de fem hemmelige luger, der snart vil få artisterne til at forsvinde med et fingerknips.
Klovnene tager fat. Et mandligt publikum får ufrivilligt poleret sin skaldede isse, mens en kvinde får hevet sit undertøj op ad bukserne. Til stor morskab for salen.
Langsomt sænkes lyset, klovnene forsvinder, og junglen på toppen af vulkanen vågner med dyriske lyde.
Bag skoven, der består af over 300 træer, er det syv mand store band kommet på arbejde. Deromme sidder trommeslager Paul James Bannerman fra Belgien. Han har været en del af Cirque du Soleil, så længe nogen kan huske. 15 år indtil videre.
Og bag scenen står artisterne nervøse og klar til at tage imod den »energi« fra tilskuerrækkerne, der fylder 39-årige Evgeny Tarakanov med »gode tanker«, som han kalder det.
Smid med tomater, hvis du ikke kan lide det
Øjnene kan momentvis ikke følge med, når den magiske verden ’Varekai’ for alvor folder sig ud på scenen. Et lille menneske i gul heldragt sænkes ned fra loftet i et røgfyldt skær. Der er kastepinde, flikflak, trampoliner, russiske gynger, gys og georgisk dans.
Så tændes lyset igen. Snart skal den magiske verden pakkes ned i 22 lastbiler, og de knap 100 medarbejdere skal stige ombord på endnu fly, der vil lande i endnu en by, hvor alt er nyt, og hvor ingen kender vejen til det nærmeste supermarked.
’Varekai’ handler om at se sine problemer i øjnene, funderer showets kunstneriske direktør Bruno Darmagnac. Det handler om, med hjælp fra fremmede, at komme på benene igen. På samme måde som hovedpersonen Icare, der indledningsvis brækker begge sine ben, og derfor må humpe sig gennem livet i junglen.
Men frem for alt, mener han, handler det om ikke at lade sig begrænse.
»Når du ser noget, som du kan lide, så klap og råb. Hvis du ikke kan lide det, så smid med tomater. Bare gør et eller andet,« siger han.
»For artisterne på scenen giver af sig selv. Og de giver endnu mere, hvis de får noget tilbage fra publikum. Det bliver en cirkel. En samtale. Du skal bare give slip og udtrykke dig selv.«
Turen til Dublin var betalt af Live Nation.
