Festivalkaravanen Grøn Koncert er aflyst, så kunstnerne spiller koncerter i danskernes haver i stedet.

Normalt tager kunstnerne på Grøn Koncert turen rundt til nogle af de største danske byer og optræder, men i år bliver det en anderledes type koncerter, de skal give.

På grund af coronavirusset er årets karavane nemlig aflyst, men genopstår i en corona-venlig version, hvor de musikalske artister i stedet spiller private koncerter hjemme hos en række udvalgte danskere.

Målet er at skabe Danmarks største havefest den 25. juli under overskriften "Grønnere Grøn, så nu udvider Grøn eventet med mere end 100 koncerter.

Det annoncerer folkene bag i en pressemeddelelse.

Allerede nu har Grøn offentliggjort, at Mads Langer, Dizzy Mizz Lizzy, Medina, Phlake, Scarlet Pleasure, Hjalmer, Carpark North, Topgunn og Clara er på plakaten.

Men nu kan man også vinde en af de mere end 100 netop udloddede koncerter med nye, lovende artister, som vil dukke op hjemme hos vinderne og optræde live.

- De 100 koncerter, der udloddes via konkurrencen, bliver fremført af sangskrivere og bands fra hele bredden i det danske musikmiljø, lover Grøn i pressemeddelelsen.

- Alle steder kan bruges, småt som stort, ude som inde, og der vil være råd og vejledning til at overholde myndighedernes krav til afstand og hygiejne med videre, lyder det i pressemeddelelsen.

Bliver man ikke udtaget som vært og skal huse en af de etablerede artister eller vinder en optræden og besøg af en af de fremadstormende talenter, kan man stadig se årets corona-venlige version af Grøn.

Dagen igennem den 25. juli vil Nova sende liveradio fra koncerterne og interviewe kunstnerne, og om aftenen bliver et musikalsk show med Anders Breinholt som vært sendt på TV2 og TV2 Play.

/ritzau/