Kærligheden er bristet for den amerikanske skuespillerinde og sanger Haylie Duff. 

Efter 12 års forlovelse med nu ekspartneren Matt Rosenberg har parret valgt at gå hver til sit. 

Det skriver People.

En repræsentant for Haylie Duff fortæller til mediet, at den 41-årige kendis og Matt Rosenberg sluttede deres forhold omkring årsskiftet. 

Videre oplyses der, at hun ønsker ro for at værne om sit privatliv, særligt for at beskytte sine to unge døtre. 

Det nu tidligere par blev forlovet 1. april i 2014, efter de havde dannet par i halvandet år. Sammen har de to døtre Ryan Ava Erhard på ti år og Lulu Gray på syv. 

Tidligere har Haylie Duff sat ord på det længe ventede bryllup og parrets beslutning om at udsætte festlighederne, mens de ventede på deres andet barn. 

I et interview tilbage i 2018 fortalte Haylie Duff, at parret ikke ligefrem higede efter et kommende bryllup. 

»Vi taler om det og tænker, at måske er vi klar til at gøre det nu, og så sker livet og småbørnsfødsler. Vi føler os allerede gift, og det er ikke blevet noget, vi begge er så ivrige efter,« lød det. 

»Måske er vi klar til at tale om det igen, når galskaben omkring en baby har lagt sig,« fortsatte hun. 

Haylie Duff er storesøster til skuespillerinden Hilary Duff, som de fleste nok kender i teenageserien 'Lizzie McGuire', der var en stor succes på Disney Channel de første år af 2000.