Sangerinde og feststarter Stine Bramsen blev først helt voksen, da hun oplevede sin søns ulykke og tiden efter.

I de glade 00’ere sang Stine Bramsen sange som 'The Spell', 'Fascination' og '10.000 Nights of Thunder' med Alphabeat, og dansefødder i ind- og udland elskede det. Ligesom hun selv gjorde.

Alphabeat med Stine Bramsen og Anders SG Nielsen på scenen i Tivoli fredag 4. maj 2012.
Alphabeat med Stine Bramsen og Anders SG Nielsen på scenen i Tivoli fredag 4. maj 2012. Foto: Torben Christensen
Vis mere
Alphabeat på Samsø Festival 2007.
Alphabeat på Samsø Festival 2007. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

»Den festlige Stine, der spillede op til dans, er der stadig. Men hun er flyttet i hus, har fundet kærligheden og fået børn,« siger hun og sender et langt blik ned ad vejen i Brønshøj, hvor familiens hjem ligger.

B.T. møder den ep-aktuelle sangerinde på en nærliggende kaffebar, hvor Stine Bramsen hjemmevant bestiller kaffe. Stine Bramsen vil gerne tale om både musikken og hjemmefronten og den samenhæng, der uundgåeligt er.

»Jeg vil gerne dyrke det lag af mig, hvor det gør ondt. Det gjorde det jo ikke i Alphabeat. Der var ingen følsomme ballader. Det er jo ikke sådan, at Happy-Stine er begravet. Jeg går jo ikke rundt og er trist. Faktisk er jeg lykkelig,« smiler hun.

Men teksterne har fået en kant af både tung bas og eftertænksomhed, som har sneget sig ind de seneste par år. Ep’en hedder 'Bruised', som en hyldest til de ar, man får med alderen. Et af dem er kærligheden, for selv om det i Stine Bramsens tilfælde er endt godt, så var det ikke en ukompliceret kærlighedsaffære, hun indledte med Kasper for syv år siden.

Fra Ry med et ry

På det tidspunkt var Stine Bramsen forsanger i succesbandet Alphabeat, som med glade popsange spredte fest og stemning over Danmark – og dele af udlandet også. Når Stine Bramsen gik af scenen, fortsatte festen. Der var byture og fester, men den unge sangerinde fra Ry jagtede også forelskelsen, selv om hun godt ved, at hun er svær at komme ind på livet af. Hun havde mange korte forhold og ry som lidt af en hjerteknuser, og ingen vidste det bedre end hendes medsanger i Alphabeat, Anders.

»Anders og jeg føltes næsten som tvillinger på det tidspunkt, og vi kendte hinanden på godt og ondt. Han vidste godt, at jeg havde det med at miste interessen for mænd,« husker hun.

Så da Stine og Anders’ bedste ven, Kasper, viste interesse for hinanden, var Anders ikke optimistisk.

»Han var jo bekymret for sin bedste ven og ville ikke se ham blive såret,« forklarer hun med en vis portion selverkendelse.

Kasper havde også god grund til at være bekymret, for når han læste om Stine i dameblade, stod der ofte, at hun var en kvinde, der havde svært ved at være i et parforhold uden at føle sig kvalt.

»Samtidig trak jeg selv i land, for jeg vidste ikke, om jeg turde satse,« siger hun og tilføjer:

»Tænk, det er syv år siden nu,« siger hun og kigger ned ad villavejen med et smil.

»Vejen til det seriøse forhold var svær, men derefter var det let nok, og jeg har det aldrig sådan med ham, at jeg føler mig kvalt. Vi har bare lyst til at være sammen hver dag.«

Dommen over mor

Det er der indtil videre kommet to børn ud af. Derhjemme i villaen er der Alfred på tre år og Lasse, der er lige på vej til at blive et år. Men hvis ikke deres mor var kendt nok som sangerinde i både Alphabeat og siden i eget navn, så blev hun det for to år siden. På en festival i Svendborg, hvor hun skulle optræde, faldt Alfred, som dengang var halvandet år, ud ad et vindue i første sals højde. Med ét blev festen, som Stine skulle ind og starte, aflyst og erstattet af dødsangst.

»Jeg har aldrig fortalt nogen, hvad der skete den dag. Det er vores … dag,« siger hun og er stadig tydeligt mærket.

Stine Bramsens halvandet år gamle søn, Alfred, faldt ud ad et vindue på første sal i dette hus. Det skete, få minutter inden hun skulle optræde på Høje Bøge Open Air i Svendborg i 2016.
Stine Bramsens halvandet år gamle søn, Alfred, faldt ud ad et vindue på første sal i dette hus. Det skete, få minutter inden hun skulle optræde på Høje Bøge Open Air i Svendborg i 2016. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

»Men følelsen, jeg fik efterfølgende, har jeg skrevet en sang om. Den hedder ”Dont Judge Me”. Folk er så hurtige til at beslutte sig, fordi de har læst en overskrift, og derefter lukke galde ud på Facebook uden at vide noget. Men folk kunne finde på at skrive til os, at vi var uansvarlige og dårlige forældre. Når man sidder i sorg og er helt sårbar, er det sidste, man har brug for, at andre gør sig kloge på, hvad man skulle have gjort anderledes.«

En enkelt person blev ved med at gå ind på sociale medier og påpege, at den ulykke aldrig burde være sket. Andre – især Stine Bramsens trofaste fans – bakkede hende op og sagde, at det kunne være sket for en hvilken som helst mor, for man kan ikke overvåge sine børn 24 timer i døgnet.

»Det var så dejligt, når folk skrev: ”Det kunne også være sket for mig”, men problemet er, at selv om 20 skriver noget venligt, så husker man den ene, der ikke gør,« forklarer hun med en sigende mine.

Men faktisk fik følelsen af at føle sig dømt lignende episoder til at dukke op i Stine Bramsens erindringer.

»Da jeg behandlede det emne, kom jeg i tanker om, hvordan man følte sig dømt i Ry, hvor jeg kommer fra. Der kunne alle beslutte sig for, at de vidste, hvad der var sket en aften til en fest, de ikke selv havde været til. Det var svært nok at være teenager, men værre når man blev dømt for at være en, man ikke var,« husker hun.

Det skete også, da hun efter fem dage på hospitalet blev udskrevet med Alfred, som slap uden men. Hun skulle ud til medierne og ikke mindst de sociale medier.

»Jeg havde rigeligt med destruktive tanker. Jeg spekulerede over, hvad jeg kunne have gjort anderledes, og hele min identitet som mor var på spil. Folk kunne finde på at skrive til mig, at jeg burde holde øje med mit barn hvert eneste sekund. Men som jeg synger i sangen: 'Dont judge me. I'm hard enough on me'.

Samtidig stod hun midt i en sommerturne, som glade party-Stine havde glædet sig til, men som mor-Stine pludselig ikke kunne gennemføre.

»Jeg endte med at aflyse to koncerter. Men resten gennemførte jeg, og det krævede godt nok mod at stille sig op på scenen igen og tænke: 'I kan tænke, hvad I vil, men nu står jeg her'.«

Efter festen

Selv om det kun er et halvt år siden, Stine Bramsen fik det dårligt, når hun tænkte på ulykken, så føler hun, at hun er ved at være igennem traumet.

»Jeg er begyndt at tale om det nu. Det må aldrig blive et tabu, og det skal i hvert fald ikke gå ud over Alfred. Han skal jo have lov at være en dreng på trods af en ulykke, der skete, da han var halvandet år. Så når han cykler af sted på vejen, gemmer jeg for ham, at mit hjerte sidder oppe i halsen.«

Cykleturene og turene med barnevognen er der plads til uden for København, og når Stine Bramsen har turneret heftigt og givet interview, nyder hun roen i villakvarteret, hvor kun kaffebaren på Riccos ligger som en lille flig af det vilde liv i storbyen engang.

»Jeg har løbet hornene af mig. Jeg har flirtet, festet og haft det sjovt. Jeg havde ikke regnet med at finde en mand, som gav mig lyst til den form for familieidyl, men det har jeg. Det snærer ikke længere, og vi bor jo på kanten af byen, og når der har været gang i den, og jeg har været længe væk hjemmefra, så nyder jeg at komme hjem til en rolig villavej.«

Hun fastholder, at hun ikke er et anderledes menneske i dag efter at have fundet kærligheden, succes som solist og ulykken med Alfred.

»Nej, jeg er ikke anderledes, men hvis jeg var i tvivl før ulykken, så er jeg det ikke længere: Familien er det vigtigste for mig nu.«

»Faktisk er jeg lykkelig,« siger Stine Bramsen.
»Faktisk er jeg lykkelig,« siger Stine Bramsen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere