DR Ultra-værten Jonas Madsen skal for første gang være vært på børnenes melodigrandprix. Han kan dog læne sig op ad Stephania Potalivo, som var vært sidste år.

Når DR blænder op for børnenes melodigrandprix, MGP, står skuespillerinden Stephania Potalivo og DR Ultra-værten Jonas Madsen i spidsen for showet.

Det annoncerer DR.

- Det bliver alt andet end kedeligt, når Jonas Madsen og Stephania Potalivo byder op til musik, dans og fest, lyder det fra DR.

Børnenes melodigrandprix, MGP, løber af stablen i Næstved Arena den 18. februar - ugen efter Dansk Melodi Grand Prix.

Og de otte deltagere, der går på scenen, er virkelig dygtige, lyder det fra Jonas Madsen.

- De er virkelig søde, sjove og skønne, tilføjer han.

Mens det er første gang, at Jonas Madsen skal være vært for showet, har han mere erfarne kræfter ved sin side i skikkelse af Stephania Potalivo.

Det er nemlig anden gang, at hun skal guide seere og deltagere gennem aftenen.

- Der er kun gode MGP-sange. Det er virkelig mange gode sange, konstaterer Stephania Potalivo.

Årets MGP kan ses på DR1 den 18. februar.

/ritzau/