Nyhedsvært vild med Grand prix

En glimmerbesat discodronning har levet inde i TV2s nyhedsvært, Jesper Steinmetz, siden han var ti år.

- Jeg sad og optog Grand Prix fra fjernsynet på min kassettebåndoptager og indekserede alle sangene, fortæller han.

Udover Melodi Grand Prix kan musicals også få tv-værten op i det højrøde boogie-felt.

- Jeg har set ABBA-musicalen 'Mama Mia' 11 gange - på tre forskellige sprog. Jeg kender alle replikkerne nu, lyder det stolt fra Jesper Steinmetz.

Lyttede til musicals som barn
Fra barnsben har Jesper Steinmetz lyttet til gamle amerikanske musicals.

- Men jeg har førhen lidt af en større musicalbacille. I dag kan jeg godt lide lidt hårdere beats, siger han.

Når finalen i det Internationale Melodi Grand Prix løber af stablen i Finland den 11. og 12. maj, bliver det med Jesper Steinmetz blandt publikum.

Kan ikke lide danske DQ
- Jeg fik billetten i julegave og glæder mig meget.

Sangene i år synes jeg ellers ikke så godt om - heller ikke den danske. Det lyder måske lidt upatriotisk, siger han let forlegent.

I dag fylder Jesper Steinmetz fyrre år, men fødselsdagen blev fejret allerede fredag aften med venner, discofest og stribevis af Grand Prix hits.

- For mig er det ret uproblematisk at runde de 40.

Men det er da lidt mærkeligt.

Jeg føler mig ikke som en 40-årig, men nærmere som en teenager i slutningen af tyverne, fortæller han.