Stallone om forholdet til Schwarzenegger: 'Det eskalerede hele tiden'
Stallone taler ud om intens fejde med Schwarzenegger, der varede i årtier i Hollywood.

Stallone taler ud om intens fejde med Schwarzenegger, der varede i årtier i Hollywood.

Hvem er den største i actiongenren: Terminator eller Rambo?
Det kan være mere end svært at afgøre – og i årevis rasede der da også en hård og intern kamp mellem nu 80-årige Sylvester Stallone og 79-årige Arnold Schwarzenegger om at indtage den absolutte førsteplads i Hollywood.
Det fortæller Sylvester Stallone i podcasten “The Rest Is Entertainment”.
Stallone vidste med det samme, at Schwarzenegger »ville blive et problem«, første gang han så ham til det prestigefyldte Golden Globes-show, hvor den østrigske bodybuilder sendte onde blikke mod 'Rocky'-stjernen.
Næste gang de to mødtes eskalerede fjendskabet øjeblikkeligt: Her valgte Stallone simpelthen at kaste en buket blomster efter sin rival.
»Jeg lod, som om jeg fejrede det, sådan: 'Jubii,'« forklarede han. »Og så var handsken kastet, og så kørte det,« husker Stallone.

De to stjerner blev ved med at forsøge at overgå den anden.
»Det var utrolig konfliktfyldt, tro mig, og det nød jeg,« understreger Stallone og uddyber:
»For jo mere rasende jeg gjorde ham, og jo mere rasende han gjorde mig, desto hårdere kæmpede vi for at lave den næste actionfilm – større kniv, voldsommere skydevåben, dræbe flere, dit og dat, vildere lokationer. Det eskalerede bare hele tiden,« fortæller han i podcasten.
De to superstjerner kunne i årtier ikke udstå synet af hinanden.
Lige indtil Arnold Schwarzenegger i 2003 skiftede filmkulisserne ud med toppolitik og blev valgt som guvernør i Californien.
Omkring samme tidspunkt løb de to rivaler helt tilfældigt ind i hinanden i en cigarbutik. Her besluttede de omsider at begrave den legendariske stridsøkse over en cigar – og i dag er de to aldrende actionikoner gode venner.