En flere år gammel sag, hvor Christian Stadil og hans virksomhed Thornico Holding beskyldes for at skylde kreditorerne penge i forbindelse med en konkurs i Thornicos shippingselskaber, ser nu dagens lys.

Sagen kommer for retten i denne uge i Odense, og taber Stadil sagen, kan regningen blive på over 100 millioner kroner, skriver Fyens.

Sagen strækker sig tilbage til 2020, hvor de to rederier, Thor Shipping og Sofia Shipping, i Christian Stadils koncern Thornico Holding, gik konkurs.

Thornico Holding er Christian Stadils investeringsselskab, som ejer Thornico A/S, som oprindeligt blev stiftet af Christian Stadil og hans far, Thor Stadil, som i mange år har været direktør i virksomheden. I dag er Christian Stadil dog eneejer og direktør i virksomheden, mens hans far fortsat er med i bestyrelsen.

Thor og Christian Stadil stiftede sammen virksomheden Thornico.
Thor og Christian Stadil stiftede sammen virksomheden Thornico. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Thornico A/S ejer blandt andet Hummel, æggebakkeproducenten Hartman, Lactosan og en masse andre af Stadils selskaber – herunder en masse ejendomme. 

Det var i 00erne, at Stadil-familien satsede stort på rederidrift og begyndte at opkøbe skibe, som var billige efter finanskrisen. Man håbede, at priserne ville vende, så man kunne tjene på skibene. Men det skete aldrig. I stedet kørte rederiet ifølge Finans med underskud i flere år.

I 2020 gik rederierne konkurs, og derefter opstod en del ballade, da en del kreditorerne mente, at de havde en del penge til gode.

Flere retssager er gennem årene blevet nævnt, men den der i denne uge foregår ved Retten i Odense er et civilt søgsmål, hvor Stadil og Thornico er blevet sagsøgt for 120 millioner kroner af konkursboet i shippingvirksomheden, skriver Fyens

Ifølge mediet er selve baggrunden for kravet af teknisk karakter, da man mener, at Thornico-koncernen har benyttet underskuddet i shippingvirksomhederne til at trække fra i skat hos den samlede koncern – dog uden at kompensere shippingselskaberne økonomisk for det fradrag. Og derfor føler kreditorerne sig snydt.

Både Thornicos advokater og Thor Stadil afviser over for Fyens, at der er hold i anklagerne.

»Jeg undrer mig over sagen. Det er nærmest det, man kalder unødig trætte. Der er ikke noget i den, lyder det fra Thor Stadil.

Modpartens advokat, Johannes Grove Nielsen fra Bech-Bruun, har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Fyens.

Sagen er kommet for Retten i Odense tirsdag, og den varer ugen ud. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Christian Stadil, men han er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.