38 procent af danske Spotify-royalties kom fra uafhængige kunstnere eller uafhængige pladeselskaber i 2023.

Da musiktjenesten Spotify var med til at revolutionere musikindustrien en håndfuld år efter årtusindeskiftet, skete det ved at indgå aftaler med store etablerede pladeselskaber.

Siden har den svenske musikgigant set et skift i branchen, hvor flere kunstnere er sprunget ud som uafhængige.

Det bliver bakket op af en ny opgørelse fra Spotify, hvori selskabet forsøger at skabe mere gennemsigtighed i sin streamingøkonomi.

Her fremgår det, at 38 procent af alle danske royalties - betalingen til rettighedshaverne - kom fra enten uafhængige kunstnere eller uafhængige pladeselskaber i 2023.

Svenske Johan Seidefors, der er nordisk musikchef for Spotify, mener, at der er tale om et vigtigt skift set fra kunstnernes synsvinkel.

- Det skal ikke ses som en stikpille til den traditionelle musikindustri, understreger han over for Ritzau.

- Men mere som et faktum, at flere kunstnere i dag vælger at bygge deres karrierer op på platforme som Spotify, og at de i det hele taget har muligheden for at gøre det.

Musiktjenesten har i mange år mødt kritik for, at den ifølge industrien har underbetalt kunstnere for deres musik.

Det forsøger Spotify netop at imødekomme ved at skabe mere gennemsigtighed med dagens opgørelse.

Johan Seidefors forklarer, at det ikke ene og alene er Spotifys valg, hvor mange penge der ender i lommerne på kunstnerne.

- Det afhænger jo også af, hvad det er for en aftale, de har lavet med rettighedshaverne.

- Og det er meget individuelt, hvordan de aftaler ser ud. Nogle har en aftale med pladeselskaberne, og andre gør det på egen hånd, siger han.

Nu håber Spotify, at indsigten i økonomien bag udbetalingerne til rettighedshavere kan være med til at skabe en bedre forståelse af, hvordan hele økosystemet ser ud.

Spotify betaler hvert år to tredjedele af sin omsætning tilbage til industrien. Sådan har det hele tiden været.

/ritzau/